Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Metalpolitiet dømmer!

Updated
Top 5 - Metalpolitiet dømmer!
Top 5 - Metalpolitiet dømmer!
Top 5 - Metalpolitiet dømmer!
Top 5 - Metalpolitiet dømmer!
Top 5 - Metalpolitiet dømmer!
Top 5 - Metalpolitiet dømmer!

Sidste uges Top 5 gav råd til korrekt brug af metal-shirts – i denne uge udpeger Metalpolitiet fem tilfælde, hvor anvendelsen af heavy metal-æstetik og filosofi bliver bedømt som værende ’Not Metal’.

Forfatter

1.    Yeezus!
Da en hurtigttalende amerikansk stodder udgav sit sjette album og kaldte det ’Yeezus’ medførte det også en ny typografi, som lægger sig mistænkeligt meget op ad noget, rettroende har kært! Det skete også, da Zayn Malik, et udstødt medlem af middelmådigt og underlødigt boyband, havde brug for at kickstarte karrieren og voldtog metallens rene linjer i T-shirt-tryk.

Metalpolitiet løfter pegefingeren og siger: ’Not Metal!’ til Yeezus og anden popkultur.

2.    Børn i metal-shirts.
Det er et klart eksempel på usømmelig omgang med band-shirts at udruste sit afkom med yndlingsbandets mindste størrelse. Metal skal i øvrigt også være oprørsk, og børn vil vælge netop oprøret mod forældrene, hvis de for tidligt udsættes for påvirkning af forældrenes musiksmag. Metalbørnerådet anbefaler, at børn får lov til at begå fejlene og bliver fans af Marius og Martinus, før klogere valg kan træffes omkring teenagetiden.

Metalpolitiet formaner et: ’Not Metal!’ til børn i metal-shirts.

3.    Metal i H&M
Trods den fine forkortelse har den svenske beklædningsindustrisgigant intet at gøre med Heavy & Metal. Og derfor tæller metal-shirts købt i deres butikker ikke – uanset om bandet findes i virkeligheden eller ej.

Metalpolitiet udpeger H&M som ’Not Metal!’

4.    Håndtegnet
Salig DIO indførte det guddommelige korrekte valg af fingersætning som hilsen til de metallisk medsammensvorne, men i dag anvender selv Tivoli og klovnen Pjerrot symbolet (endda i selskab med det lige så misvisende begreb ’Fredagsrock’), og et helligt håndtegn er udvandet og efterhånden decideret ubrugeligt som letformeligt relikvie. 

Metalpolitiet udpeger håndtegnet som udvandet og tillader sig at være den dømmende magt, der dømmer Pjerrot og andre misbrugere ’Not Metal!’

5.    Trve!
En usund metallisk sport for fanatiske tilhængere af vores overlegne genre går ud på at spotte, når andre falder udenfor og dermed ikke formår at leve op til reglerne for, hvornår man er sand heavy metal-dyrker. Hvilket er et skønt modsætningsfuldt paradoks for en genre, der ellers netop bryster sig af at være en rummelig livsstil for samfundets udstødte og et opgør mod borgerlighedens ensretning, samtidig med at der kun er plads til de rettænkende.

Metalpolitiet stempler trve-adfærd som un-trve og ’Not Metal!’ – og Metalpolitiet opløser dermed sig selv.