Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Så du vil være noget ved musikken?

Populær
Updated
Top 5 - Så du vil være noget ved musikken?

Alt det materiale, vi på Devilution beskæftiger os med, er resultatet af ambition. Om det er de store internationale, eller de små lokale, så har alle udøvende musikere på et eller andet tidspunkt taget beslutningen om, at musik skulle være vejen frem for dem. Det går som bekendt sjældent godt, så hermed kommer en højstemt top 5, så du kan styre uden om hullerne på vejen.

Dato
14-11-2016
Forfatter


1. Du er ligegyldig (din musik er ikke)
En hård start, men en nødvendig en: På et tidspunkt i din musikalske løbebane har du besluttet dig for, at du vil være rockstjerne. Det er dit begær, og derfor kan du også komme til at tro, at det er centrum i fortællingen om din musik. Men det er det ikke. Eller det bør det i hvert fald ikke være. Andre mennesker er nemlig lige så selvoptagede som dig, og derfor ret ligeglade. Derfor...

2. Din musik skal være brugbar for andre
Det kan godt være, at du får renset sindet igennem ved at skrive sange om din døde hamster, men hvis du vil have et publikum, bliver din musik nødt til at sige dem noget – være brugbar. Er det som fadølssoundtrack, sjælesørger, musikpolitivedtægt eller moshpitindpisker, så spejler dine lyttere sig selv i din musik. De bruger den med andre ord til noget. Og forhåbentlig kan de lide, hvad de ser. Ellers er du fucked og færdig.

3. Du klarer den aldrig uden venner
Modgang hærder, men ingen er endnu blevet til noget uden en hestesko til at komme over plankeværket i ny og næ. Vær derfor aldrig en røv, og husk, at dem, du møder på vej op, møder du også på vej ned igen.

4. Gå med hjelm
Du vil få knubs. Så snart du får opmærksomhed, vil noget af den være positiv, noget af den negativ. Det var sandt i folkeskolen, og sådan er det resten af livet. Det kan være, du er god, og folk er misundelige. Det kan være, at du stinker, og folk holder sig for næsen. Under alle omstændigheder vil dit virke og dit selvværd (hvis du går op i dit virke med liv og sjæl) være under angreb. Altid. Tænk bare på dine egne helte, som andre rynker på næsen ad. Der er ingen facitliste, og det er jo dejligt sådan at sejle mod ukendte kyster. Problemet er så bare, at selv om du har fart på, er der altid nogen, der synes, sejlene skulle have været sat anderledes.

5. Bliv ved. Og stop så.
Det kræver umanerlig megen udholdenhed. Fremskridtene kan være uendeligt små, og der kan være tilbagegang, men så længe det overordnet set går fremad, så bliv ved. To skridt frem og et tilbage. Se det hele lidt ovenfra, og hvis det giver mening, så hold ud, og se gennem fingre med regnvejrsonsdage i øveren, uretfærdige anmeldelser af Devilutions idioter og den slags. De uvejrsfronter driver over med tiden. Giv det ti år, og se, om ikke der trods alt ikke er sket en masse. Er der ikke, så stop, og brug tiden på noget fornuftigt.