Top 5 - Swing and miss – de tvivlsomme opfølgere

Denne uges top 5 byder på fem album der skuffede fælt på baggrund af det niveau og den stil, hvert band havde haft på udgivelse(r)n(e) før med de forventninger, som det skabte.

1. Megadeth – 'Risk' (1999)

På førstepladsen har vi et af de dårligste rockalbum nogensinde udgivet af et af historiens større metalbands. ‘Risk’ var for Megadeth, som titlen hentyder til, en satsning – denne gang ud i en mainstream-præget slut-90'er-hard rock-lyd med meget få spor af bandets oprindelige stil. Oven i købet lige efter den eksperimenterende og lettere genreforvirrede ‘Cryptic Writings’, der – selvom den heller ikke var nogen anmelder-darling, da den udkom – bød på en ofte interessant, rocket og sine steder yderst fængende, melodisk thrash. Med ‘Risk’ gik det dog helt og uforståeligt grueligt galt. Det er simpelthen umenneskeligt svært at holde ud hele vejen igennem de 51 minutter og 34 sekunder, som pladen varer fra ‘Insomnia’ til ‘Time: The End’ uden et eneste bud på noget, der ligner et godt nummer, selvom bandet forsøger at skabe hits.

2. Entombed – 'Same Difference' (1998)

I slutningen af halvfemserne havde Entombeds romance med death ’n’ roll stået succesfuldt på i to studiealbums tid – sidst med ‘DCLXVI: To Ride Shoot Straight and Speak the Truth’ – men på ‘Same Difference’ gik det endelig galt. Der var ikke mere død at spore i mixet, Nicke Andersson var smuttet, L.G. Petrov var helt holdt op med at growle, og udover få numre som det udmærkede og næsten hardcore-/crust-punkede ‘What You Need’ er albummet en næsten tåkrummende øvelse ud i mere eller mindre tung, metallisk rock ‘n’ roll, som vakte mindelser om DAD på en umanerligt dårlig dag.

3. Witch – 'Paralyzed' (2008)

På en tredjeplads finder vi, som den eneste plade udgivet efter årtusindeskiftet, det amerikanske band Witchs andet album 'Paralyzed'. Som opfølger til 2006s doom-nyklassiker, den selvbetitlede ‘Witch’, der starter ud med noget nær nyere tids fedeste fuzzede doom-riff, er ‘Paralyzed’ ulideligt uinteressant og anonymt. Oftest uptempo og rock ‘n’ rollet til fordel for doom-tilbedende virker albummet gennemsnitligt og søgt, og bandet er som strippet for debutens charme. Kun albummets anden skæring, 'Gone', er et tilnærmelsesvist interessant bekendtskab, men ingenting stillet op mod selv de dårligste numre på forgængeren.

4. Slayer – 'Divine Intervention' (1994)

‘Divine Intervention’ skulle være albummet, der afbrød Slayers indtil da ubønhørlige stribe af vanvittige albumudgivelser. Dengang i groove metallens storhedstid syntes albummet måske ikke at være den store skuffelse, men det fremstår i dag – blandt andet, men ikke kun grundet udskiftning bag tønderne – allermest som en overambitiøs og rodet omgang leflen for datidens voksende groove metal-bølge sammenlignet med det album, som kom forud – nemlig 1990’s ‘Seasons In Abyss’, hvor bandet stadig dyrkede den lyd, de havde fundet på ‘South of Heaven’; langsommere end ‘Reign In Blood’, men stadig effektivt, tungt og uhyggeligt.

5. Metallica – 'Metallica' (1991)

‘Metallica’ også kendt som ‘The Black Album’ sniger sig ind på en femteplads, men er samtidig denne listes måske mest kontroversielle indslag – nogle elsker det og forelskede sig først for alvor i Metallica her, andre mener, det var albummet, hvor Metallica for alvor udvandende sig selv. Men uanset hvad man mener om kvaliteten, er ‘The Black Album’ pladen, hvor Metallica for alvor brød op med den hårde metal, brød igennem til de mainstream masser og på den måde transcenderede prædikatet “metalband” med over en kvart million solgte eksemplarer herhjemme. Med Bob Rock-producerede hits som ‘Nothing Else Matters’ og ‘Enter Sandman’ blev Metallica allemandseje, og bandets ungdommelige thrash metal var forsvundet.

Hvilke album husker du som de største skuffelser?