Lou Reed / 1942 - 2013

Lou Reed døde i søndags. Devilution mindes ham. 

Første gang, denne skribent stødte på Lou Reeds karismatiske vokal, var i 1994, hvor jeg som 13-årig sad i min fars aflagte ruskindsjakke og min nye Jim Morrison t-shirt i Aars Biocenter i min hjemby i Himmerland. Det lokale bibliotek havde lejet Sal 1 for at kunne præsentere hovedsageligt den yngre del af lokalbefolkningen for en double feature bestående af først Alan Parkers ’The Wall’ (1982) og dernæst Oliver Stones film om Jim Morrison og The Doors. ’The Wall’ havde jeg set før, men det var første gang, at jeg skulle se ’The Doors’ (1991).

I Stones’ biografifilm bliver Jim Morrison i skikkelse af Val Kilmer på et tidspunkt introduceret for Andy Warhol i skikkelse af Crispin Glover. Hvad angår kulørtheden og sanseligheden i denne scene adskiller den sig fra meget af resten af filmen. Sammenlignet med størstedelen af de øvrige scener virker den nærmest, som om den bevæger sig i slowmotion, hvilket ikke mindst skyldes den narkotiserede sang, der her figurerer på filmens lydspor, og som jeg senere – da jeg efterfølgende hurtigt fik bestilt soundtracket hjem – lærte, var ’Heroin’ med The Velvet Underground.

The Velvet Underground

Livserfaring havde Lou Reed angiveligt masser af - det bliver man hurtig klar over, hvis man dykker ned i den ene eller den anden periode af de omtrent halvtreds år, som han har været aktiv på musikscenen. Encyklopædien for den vigtigste musikhistoriske rockkanon siger samtidig det hele: Det, som Lou Reed og John Cale søsatte med The Velvet Underground i midten af 60’erne, forbliver en af de mest essentielle perioder for de syrede spektre af rockmusikken. Rockhistorien var kort sagt ikke blevet den samme, havde det ikke været for det, som Lou Reed sammen med blandt andet John Cale startede i en tåge af vedkommende, euforiserende og kunstnerisk set klarsynede stoffer i sen-60’erne.

Take a Walk on the Wild Side

Under sine tidligste dage som soloartist havde Lou Reed blandt andet Steve Howe og Rick Wakeman fra det britiske progband Yes med som gæstemusikere på den selvbetitlede debutplade fra 1972. Det var imidlertid først nogle måneder senere samme år, at han så at sige skulle skrive sig ind i øregangene hos også den mere menige radiolytter, hvilket skete med udgivelsen af ’Transformer’ (1972), der husede både ’Perfect Day’, ’Walk on the Wild Side’ samt ’Satellite of Love’. Pladen blev muligvis ikke taget specielt godt imod ved sin udgivelse, men den solgte godt, og alle tre sange er med tiden blevet nogle af hans største hits, ligesom albummet kun er blevet mere og mere populær sidenhen. Året efter udgav han det dystopiske konceptuelle mesterværk, ’Berlin’ (1973), der imidlertid blev kaldt for ”a disaster” af magasinet Roling Stone, da det udkom, og som solgte ringe.

Mesterværk med æren i behold

Kommercielt set kom Lou Reed så at sige back on track med sit fjerde studieudspil, ’Sally Can’t Dance’ (1974), der forbliver hans bedst placerede hitlistealbum til dato. Albummets synliggørelse på den opmærksomhedskrævende hitliste fik efterfølgende Reeds pladeselskab, RCA/Sony, til at efterspørge en hurtig efterfølger, hvilket (selvfølgelig) fik en kunstnerisk aversion frem i ham. Han bifaldt (selvfølgelig) ikke pladeselskabets ønske, men benyttede tværtimod sin pladekontrakt, der inkluderede kunstnerisk frihed, til at indspille noise-mesterværket ’Metal Machine Music’ (1975), der forbliver en udødelig plade, netop fordi den aldrig sætter det musikalske punktum. Det er en plade, hvorpå alting kan føre videre; det er plade, der giver livet og kunstens fortolkningsmuligheder fri passage; og det er en vildt larmende plade med en dyster fernis, der i virkeligheden er smuk, netop fordi den repræsenterer det nulpunkt, hvorfra alting er muligt.

Også det gør Lou Reed til en beundringsværdig mand: At han vendte mainstreamsuccesen ryggen for i stedet at efterstræbe en fremadrettet bevægelse uden yderligere hjælp af bred succes. ”At stjæle fra sig selv er den ynkeligste form for fattigdom”, har den svenske litterat Horace Engdahl sagt. Lou Reed har altid stået rankere end de fleste kollegaer, og måske det ikke er forkert at antage, at hans ranke figur skyldes, at han har grebet sit erhverv an med sin integritet i suveræn behold.

Den kunstneriske integritet var i storform både i 80’erne og 90’erne, hvor især den undervurderede ’Growing Up in Public’ (1980), den velsete ’The Blue Mask’ (1982), hovedværket ’New York’ (1989) samt samarbejdspladen med John Cale, ’Songs For Drella’ (1990) alle står tilbage som stærke og uopslidelige milepæle. Det samme gør sig gældende for ’Ecstasy’ (2000), mens også Edgar Allen Poe-hyldesten, ’The Raven’ (2003), byder på særlige stunder af smuk suverænitet.

Lou Reed live in person

Jeg var til min første og eneste koncert med Lou Reed, da han turnerede med førnævnte storværk, 'Berlin', som han spillede i sin helhed i Operaen i København i sommeren 2008. Blandt de danske musikskribenter blev koncerten ikke den mest vellidte i rækken af Lou Reed-koncerter, men for undertegnede var det en koncertoplevelse, som røg direkte i den mest skattede af hukommelsens skuffer.

Derudover oplevede jeg Reed in person, da han vækkede harme under en af Metallicas jubilæumskoncerter i San Francisco i slutningen af 2011, hvor han var til stede for selvfølgelig at repræsentere den senere og mere udskældte periode af thrash-bandets historie. Under de fire forskellige koncerter, som Metallica og venner spillede til bandets 30-års jubilæum, var Reed således den eneste musiker, der fik et ellers varmt begejstret publikum fra "the Metallica family" til at buhe højlydt. Den manglende accept fra Metallicas fanskare skyldtes selvfølgelig 'Lulu', som for metalfolket musikalsk set var dét for outreret til at blive taget ind i varmen, og mens Rolling Stone i slutningen af sin nekrolog for Reed i søndags skrev, at "Reed returned to mainstream rock with 2011's 'Lulu'...", er der sandsynligvis mange lyttere af hård rock og konventionel metalmusik, der stadigvæk spekulerer på, hvor hulen pladens melodi egentlig blev af. Der var i hvert fald ikke mange, der ligefrem kaldte den for en mainstreamplade, da den udkom.

Enigmatisk og karismatisk

But that's Lou Reed for you. Kunstneren, der hverken samtykkede med den ene eller den anden musikalske fløj, men som tværtimod fulgte det eneste, han tilsyneladende kunne følge, hvilket var sin helt egen særlige fraktion – et musikalsk ståsted fuld af personlighed, der i øvrigt mest indbefattede ham selv og egentlig ikke så skide mange andre. Lou Reed var unik, og havde han truffet de sikre valg og taget de forsigtige beslutninger, når den kommercielle opinion af kritikere og lyttere igen og igen gav udtryk for, at det var det, han burde gøre, så ville han sandsynligvis ikke været blevet ved med at forarge forbløffende og stimulere provokerende, som han gjorde det til fra begyndelsen og frem til sit sidste storværk, ’Lulu’.

Det er et bestemt blik og en særlig fremtoning, jeg først og fremmest tænker på, når jeg tænker på Lou Reed. Jeg fristes til at kalde det for en attitude, hvilket imidlertid langt fra synes rigtig. Anskuelse er helt sikkert et bedre ord – en anskuelse, der karakteriserer en bestemt betragtning af verden. Det er i de situationer, hvor jeg tager Lou Reeds perspektiv til mig og hiver det ned over min egen verden, at jeg også bliver klogere på den, hvilket kun gør det sværere forsøgsvis at skulle acceptere, at hans enestående perspektiv også kun kommer i ét eksemplar. Reed var en menneskekender og en lyriker af stort format, og det må igen stå tilbage som et af livets klassiske paradokser, hvordan så vægtigt og vigtigt et eksemplar som hans samtidig kan være så fucking skrøbelig, at han fra den ene dag til den anden pludselig kan forsvinde.

Lou Reed døde i søndags. Den enigmatiske mand med den karismatisk fortællende og nærværende vokal blev 71 år gammel. Han efterlader sig sin kone, Laurie Anderson.

R.I.P. Lou Reed.