Ugens bandbillede: Sorrow
Røvhår, seriemorderbriller og meget røde bukser: Hvorfor blev Sorrow egentlig aldrig større?
Sorrow havde alt kørende for sig i 1991: De kom med på dødsmetaltoget i lige akkurat rette tid, de havde en doomy vibe, der gjorde det lidt mindre tidstypisk end så mange andre af deres samtidige, og de havde en kontrakt med Roadrunner. OK, alle havde en kontrakt med Roadrunner i 1991, fordi Monte Conner ville være sikker på ikke at gå glip af det næste store navn, og det betød så, at kvalitetskontrollen ikke altid var helt i top.
Ikke at der som sådan er noget at udsætte på Sorrows debut-ep, 'Forgotten Sunrise'. Det er fin, upåfaldende, OK doomy død, der umiddelbart minder lidt om den 7", jeg har stående med Utomno, som heller aldrig drev det til mere end et par ep'er.
Sorrow nåede så vidt som til at udgive et fuldlængdealbum i 1992 med den fabelagtige titel 'Hatred and Disgust', men så var det også slut. De var doomed, allerede inden 'Forgotten Sunrise' var færdigindspillet: Sangeren var impliceret i et uheld under indspilningerne, en kvinde døde, måske en kæreste, ep'en er dedikeret til hende, det er så meget, som jeg ved.
Man burde med andre ord ikke grine ad Sorrow. Men det er sådan noget, pladeselskabet godt kunne have sørget for at undgå, hvis de havde været lidt mere opmærksomme på de udgivelser, de smed ud i butikkerne.
For bagsiden af 'Forgotten Sunrise' prydes af et billede af Sorrow. Som det sig hør og bør. Og det var så lige præcis det, Sorrow ikke rigtig havde kørende for sig i 1991: Looket.
Vi ved godt, hvor vi skal slutte, spørgsmålet er, hvor vi skal begynde? De røde bukser? De rummelige røde bukser, må vi hellere tilføje. Altså, fyren har en band-T-shirt på, godt nok hvid, men med Suffoen, det er nogenlunde kosher. Armlænken, not so much. Digitaluret: 1991. Håret ... håret. Håret er sådan en mainstreamidé om, hvad for noget hår en metalmusiker har i 1991. Noget med krøller, noget langt, noget knallert, noget ... der er ingen, der nogensinde har haft sådan en frisure som den her, der nogensinde er avanceret hinsides at være bassist i et band, der udgav en ep på Roadrunner i 1991 og så gik i opløsning. Fyren har det samme hår i dag, bare gråt, han er med i en duo, der spiller på sportsbaren i den by i Upstate New York, hvor han slog sig ned som flyttemand, da han kom til at gøre sin high school-kæreste gravid. De spiller alle dem, du kender. Hans gamle venner ved, at han engang udgav en ep på Roadrunner, og han var den, der klarede det bedst af dem. Der er ingen, der ved, hvor de andre blev af.
Der er ham, der nødvendigvis må være trommeslageren, fordi den eneste måde, man kunne forsvare at være kronraget i metal i 1991, var ved at spille trommer. Har du set 'Airheads'? Sådan var trommeslagere i 1991, ja. Bevares, han holder også en kasket for et bækkenmærke i hånden, der dækker hans, ja, bækken, så man kun lige akkurat kan ane Anthrax-shortsene, men vi havde forlængst regnet den ud, inden vi så den. Vi vender tilbage til den kasket, først skal vi lige bemærke: Hej overarme! Hej T-shirt fra et nyopstartet konkurrerende label! Hej uhyggelige seriemorderbriller i en tid, hvor ironi ikke var opfundet endnu, så det betyder, at dude faktisk gik hen og blev seriemorder, da Sorrow gik i opløsning! Hej-hej! Nej, jeg ser ikke på dig. Nej, jeg vil ikke slås.
Og så er der dude i midten. Tragisk mastermind. Guitarist. Kruset hår som Jimi Hendrix. Geni, sikkert. Dead Kennedys-T-shirt, som indikerer, at han er så meget mere end bare dødsmetal, selvom han bare spiller dødsmetal. Lidt arrogant blik, hævet over at få taget billeder. Muligvis skæv. Fornuftige strømper. Mere? Kan vi finde mere? Nåh ja, overskægget: Hej Fu Manchu! Ikke det seje skaterrockband, arkeskurken. Eller ungdomsbare pletter. Det er også en mulighed.
Selvom: bare pletter.
Altså, der er et sted, hvor der ikke er bare pletter, lad os sige det sådan. Og det er OK, det er ikke noget at skamme sig over. Overhovedet. Bare ... sæt dig på en anden måde. Tag lange, røde bukser på. Lån en kasket. Ibanez har sikkert en kasket, du kan tigge dig til nede i musikforretningen. Gør hvad som helst, bare – noget.
Men Sorrow gjorde ikke noget. Sorrow stod ved, hvem de var. De lavede deres fuldlængdeplade og indså det futile i alting. Gav op på vegne af dødsmetal. Listen af bands, der burde have gjort som dem, er endeløs. Sorrow gik foran. Blev sportsbarbassist. Trommeskolelærer i et udskolingsprojekt for indsatte. Sektleder, sexguru.
Tak til Mark Bundgaard Hansen for at gøre opmærksom på billedet.
Se flere bandbilledanalyser her.