Nye danske rockkonger?
Populær
Updated
Solidt debut album fra danske The Royal Highness, der lyder som et lovende miks af Queens of the Stone Age og Soundgarden. De fleste er enige om, at det kører ganske godt for den danske metalscene p.t. Men hvordan er det nu lige med den tunge, hårde rock, som D-A-D mestrede inden de blev bløde hunde og senere pseudohårde skræmmedukker? Nej, der har ikke været så meget at komme efter, men nu træder The Royal Highness så ud af øldisen og hashtågerne med en tonsende, rockende debut af et album.
Her bliver man budt på røvballerock af den gode slags. Tag elementer fra Queens of the Stone Age (QOTSA), og kombinér det med det bedste fra grungens guldalder, så har du The Royal Highness.
Alain Johannes og hustru Natasha Shneider, der begge er med i den aktuelle QOTSA-konstellation, har hjulpet d’herrer med at skrive en håndfuld af sangene, og Johannes tilbød sågar at producere debuten, men Royal Highness havde ikke tid til at vente, da QOTSAs tour blev forlænget.
I stedet indspillede bandet albummet på egen hånd i guitarist Fridtjof Nilsens Oslo-hjemmestudie. Johannes satte til gengæld bandet i kontakt med Joe Barresi (producer på QOTSAs ”Lullabies to Paralyze” samt The Melvins, Tomahawk, etc.), der har mixet albummet til vennepris. Derfor har lyden på denne debut under alle omstændigheder et internationalt præg.
Stærkt vs. Middelmådigt
”Call Me a Winner” åbner albummet, og tråden samles op, hvor D-A-D tabte den, men det man for alvor lægger mærke til, er sanger Dennis Kastens røst. Han lyder som en blanding af Chris Cornell og John Garcia, og får somme tider drejet stemmen i retning af ren Bon Scott!
Inspirationen er primært hentet hos Soundgarden (specielt ”Yours to Keep” og ikke mindst ”Pay”) og mentorerne fra QOTSA (fx ”The Last to Know”). Højdepunktet er den slæbende ”Not Gonna Beg”, der er en langsommere version af Pearl Jam’s ”Not for You”, som den ville have lydt, hvis det var Kyuss (eller nærmere et af Garcias nyere bands som Unida eller Hermano), der havde indspillet den.
Desværre mangler der lige et par seriøst gennemslagskraftige numre, og man kan ikke komme udenom den række temmelig middelmådige kompositioner, der trods alt også er at finde på denne debut.
Til slut får begrebet stenerjam ny betydning i overflødighedshornet af en albumlukker ”What Will Show?”, der strækker sig over intet mindre end 16 minutters psykedelisk virvar!
Det er stærkt det her, men alligevel for middelmådigt til at være overvældende. The Royal Highness sætter sig dog solidt på tronen som Danmarks bedste hård rock band, men de har heller ikke nogen seriøse konkurrenter.
Her bliver man budt på røvballerock af den gode slags. Tag elementer fra Queens of the Stone Age (QOTSA), og kombinér det med det bedste fra grungens guldalder, så har du The Royal Highness.
Alain Johannes og hustru Natasha Shneider, der begge er med i den aktuelle QOTSA-konstellation, har hjulpet d’herrer med at skrive en håndfuld af sangene, og Johannes tilbød sågar at producere debuten, men Royal Highness havde ikke tid til at vente, da QOTSAs tour blev forlænget.
I stedet indspillede bandet albummet på egen hånd i guitarist Fridtjof Nilsens Oslo-hjemmestudie. Johannes satte til gengæld bandet i kontakt med Joe Barresi (producer på QOTSAs ”Lullabies to Paralyze” samt The Melvins, Tomahawk, etc.), der har mixet albummet til vennepris. Derfor har lyden på denne debut under alle omstændigheder et internationalt præg.
Stærkt vs. Middelmådigt
”Call Me a Winner” åbner albummet, og tråden samles op, hvor D-A-D tabte den, men det man for alvor lægger mærke til, er sanger Dennis Kastens røst. Han lyder som en blanding af Chris Cornell og John Garcia, og får somme tider drejet stemmen i retning af ren Bon Scott!
Inspirationen er primært hentet hos Soundgarden (specielt ”Yours to Keep” og ikke mindst ”Pay”) og mentorerne fra QOTSA (fx ”The Last to Know”). Højdepunktet er den slæbende ”Not Gonna Beg”, der er en langsommere version af Pearl Jam’s ”Not for You”, som den ville have lydt, hvis det var Kyuss (eller nærmere et af Garcias nyere bands som Unida eller Hermano), der havde indspillet den.
Desværre mangler der lige et par seriøst gennemslagskraftige numre, og man kan ikke komme udenom den række temmelig middelmådige kompositioner, der trods alt også er at finde på denne debut.
Til slut får begrebet stenerjam ny betydning i overflødighedshornet af en albumlukker ”What Will Show?”, der strækker sig over intet mindre end 16 minutters psykedelisk virvar!
Det er stærkt det her, men alligevel for middelmådigt til at være overvældende. The Royal Highness sætter sig dog solidt på tronen som Danmarks bedste hård rock band, men de har heller ikke nogen seriøse konkurrenter.
Kunstner
Titel
La Mancha
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter