Skal man tro Jonathan Davis, er ‘Requiem’ en mere positiv plade – især oven på den dystre “The Nothing”. Det er måske sandt, men 'Requiem' er stadig særdeles dyster.
Voivod er som vanligt gode på 'Synchro Anarchy'. Men heller ikke mere end det. For Voivod er efterhånden blevet en institution i sig selv.
Det er svært at finde tid til kunst mellem bomber og kampvogne. Alligevel formår Palæstinas Zalaam at insistere på både black metal og arabisk visdom.
Papir prøver med ‘7’ at få dig ned i gear. Det lykkes de med, da du måske endda går i stå.
Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.
Danske Rambuk albumdebuterer og mens de musikalsk minder om Job For A Cowboy, så er det så godt lavet, at de slipper af sted med det.
Gammel kærlighed kan ruste. Men med flid og polering kan den skinne så stærkt som den nogensinde har gjort.
Tredje fuldlængde fra Fredericias Lifesick er på gaden, og der er smæk på.
Prog-legenden Ian Anderson er kommet med sit 22. studieudspil, og det behøver han ikke at få kastet mugne grøntsager i hjelmen for.
I dødsmetalregi kan man godt kalde Tucker, Longstreth og Palubicki for en supergruppe, men Malefic Throne er heldigvis mere end en samling fine cv'er.
Der er ikke meget nyt at spore på seneste Battle Beast album. Men det er godt nok til, at bandet endnu en gang nok lander på førstepladsen på Finlands hitliste.
Fit for an Autopsy har udgivet Gojiras bedste udgivelse siden ‘L’Enfant Sauvage’ – det er bare pisse ærgerligt, at Fit for an Autopsy ikke er Gojira.
Bid og melodi er fraværende på Eliminators anden udgivelse, der dog vinder lidt igen på stemningen.
En altopslugende afgrund af grå skyer er hvad der følger med, når 40 Watt Sun langt om længe udgiver nyt.
Benni Bødker har begået en fin lille bog om dengang Darkthrone gav koncert i Esbjerg, og kickstartede dødsmetal i Danmark.
Boris er tilbage på 33. studiealbum eller deromkring og vanen tro, anede vi ikke hvad vi fik. Spørgsmålet er, om vi finder ud af det.
Selvom Shadow of Intent ikke helt formår at følge op på den mesterlige 'Melancholy', er 'Elegy' en sprudlende, potent og insisterende udgivelse, der henvender sig bredt.
Vi nåede ikke at anmelde Death Sets nye album i 2021, så vi kommer her med en forsinket anmeldelse. Overordnet: Du har misset at have myrer i øregangene, men også kun det.
På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.
Tyske Kanonenfieber er noget så specifikt som historisk korrekt black metal, der tager livtag med 1. verdenskrig. Det gør de ret godt.
Sijjin debuterede i 2021 med en omgang død iblandet et ordentligt skud thrash. Det er faktisk en ret vellykket debut.
Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.
Rivers of Nihil har med afstand lavet den bedste plade i 2021, hvor de forener progressiv dødsmetal med saxofon og synthesizer. Fantastisk. Intet mindre.
Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.
De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.
