Bryd formularen næste gang
Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.
Fra Finland kommer The Mist from the Mountains, som nok ikke skal forvente at se bandnavnet skrevet i fuld længde mange gange i denne anmeldelse. Bandet med det lange navn har eksisteret siden 2020, og 'Monumental - The Temple of the Twilight' er bandets debutskive, som byder på energisk, melodisk black metal over seks længere numre.
Det er, som om bandet er 30 år bagud, og kun har opgraderet en smule på produktionen i forhold til de bands, som de har lagt i godteposen af inspiration og trukket fra. Det lyder måske ganske kritisk, men selvom der intet nyt under den frostklare nattehimmel lader sig finde her, så er det faktisk en række velskrevne sange, og det er svært ikke at lade sig rive med af energien i sangene.
Der er akustisk guitar, korpassager, ren sang og rumklang for alle pengene, men der er også hurtige trommer, fræsende guitar med melodien i højsædet og det klassiske growl med den let raspende rallen i sig. Efter introriffet i 'A Paean to Fire' riffes der på en måde, der lyder som snydt ud af næsen på 'Tusen år har gått' af Mörk Gryning. Andre steder, hvor der er skruet godt op for rumklang og tempo, tager bandet sig sine Sacramentum-momementer. Når bandet ikke går ind på viking/pagan-stilen, og rammer noget Mithotyn, mens keyboardets klang sine steder kan minde om Dimmu Borgir, før der for alvor gik tangentboksning i den hos nordmændene på 'Enthrone Darkness Triumphant'.
Når der overraskes, så gøres det med manér
Alt er sat utroligt godt sammen, og hvor der ikke er overraskelser i de forskellige glimt til 90'ernes meloblack , så er der det til gengæld i 'Thus Spake the Tongueless Serpent'. En tungere sag, i sammenligning med resten af sangene, hvor det storladne får masser af plads, inden sangen halvandet minut inde vender på en tallerken, og giver lytteren Myrkursk englesang før et mærkeligt groove får lov at agere intermezzo til et synth-drevet mellemstykke, der herligt peger mod Dan Swanös fremragende 'Moontower'. Mere englesang følger og så tilbage til en slutning, der minder om starten og ikke lader sig mærke af, at hele midterstykket af denne sang stak noget så gevaldigt ud.
Det er måske i dette nummer, at bandet er mest usammenhængende og længst fra den røde tråd, men det er også her, at charmen er størst, og man som lytter får lov at komme ud over den forventede comfort-zone.
For det er en comfort-zone. For band såvel som lytter. Den melodiske black er et velafprøvet kapitel, og med få virkemidler er det enkelt at få det til at virke. Der er intet galt i mere i den dur, men The Mist From the Mountains (vi nærmer os anmeldelsens afslutning, så det lange bandnavn fik lige lov at komme med én gang mere) skal nok hellere se på at udvikle stilen med spøjse intermezzoer, som det nævnte, så den slags mere originale tricks kommer oftere, og falder mere naturligt ind, i bandets ellers rigtigt udmærkede, men også relativt stereotype form for melodisk black metal med et generøst drys af episke dyder.