Alice in Chains leverede varen i form af en suveræn sætliste, der både gav plads til det indfølte og det fuldblods rockende.
Endelig stod der dødsmetal på Roskildes menu og Nile kunne være sluppet af sted med et standardshow, men gav heldigvis så meget mere.
Porcupine Tree levede sådan set op til forventningens glæde, men Arena-teltets restriktioner gjorde for meget væsen af sig.
Valient Himself i front for Valient Thorr må have indtaget et utal af energibarer eller det, der var værre, for der var virkeligt knald på den storskæggede mand.
Mnemic åbnede med en stormplaget lyd, lørdag den store scene foran et tømmermændsplaget publikum.
Det var et uhyre præcist og veloplagt Hatebreed der spillede op - en af festivalens bedste koncerter.
Deftones osede af energi og spilleglæde, da de spillede for et begejstret Copenhell-publikum.
Dave Mustaine og co. blev ofre for en sidevind, der momentvis rev vokalen væk og martrede et ellers veloplagt band.
Berygtede Behemoth udraderede al tvivl om herredømmet på Copenhell og leverede festivalens musikalske højdepunkt.
Death Angels ikke videre revolutionerende thrash fungerede, som den skulle på en eftermiddag på Sweden Rock.
Via en kontrakt på Roadrunner Records skal Grand Magus nu forsøge at få sin doomede powermetal ud til lidt flere mennesker, og opskriften ser ud til at være ganske brugbar til formålet.
Finske Indica tvinger anmelder Anders Molin ud i en længere serie seriøse bekendelser, betroelser og men ingen overgivelse.
Krigshumøret er højt hos Sabaton, men evnerne i felten rækker ikke til en sejr.
Hvis man tror at Max Cavalera kreativt er brændt ud, må man åbenbart tro om igen.
Cancer Bats' seneste har elementerne til at slå bro mellem hårdrockens fraktioner
Exodus har med deres nye plade holdt, hvad der blev lovet, men er det nu også en god ide?...
Mens bassist Chi Cheng fortsat ligger i koma, forlænger Copenhell-aktuelle Deftones karrieren med et forsigtigt men kompetent udspil, der lidt for ofte giver indtrykket af ét skridt frem og to tilbage.
Svenske Candlemass valgte helt rigtigt med Robert Lowe som erstatning for Messiah, men bandet har desværre ikke haft samme fokus på kvalitet i denne live-udgivelse.
Der er absolut ikke sket nogen udvikling hos de italienske powermetalmestre, og det er både uforståeligt og en skam.
Forsimplet prog rock eller excentrisk pop rock med et snert af emo? Neo prog? Who cares! Coheed and Cambria imponerer endnu en gang med fuldfede melodier og gode kunstner på instrumenterne.