Køn, queer og King

9781501354397

Henrik Marstals monografi om Mercyful Fates 'Don't Break the Oath' har overraskende indsigter for den garvede fan og er tillige en god indføring i dansk musiks største klassiker for den nye fan.

Titel
Mercyful Fate's 'Don't Break the Oath'
Dato
10-03-2022
Forfatter
Karakter
3

Det var på tide. At nogen skrev en monografi om Mercyful Fates ’Don’t Break the Oath’. Og i grunden er det en lille skandale, at det først er sket i 2022. Det er trods alt et af metallens mest indflydelsesrige bands nogensinde; det danske band, der har haft størst betydning uden for landets grænser; og et hovedværk i metallen som helhed, som de færreste er nået op på siden af, endsige har overgået. Hvis der er noget, der gør mig stolt af at være dansker, så er det at komme fra samme land som Mercyful Fate.

Bogen er i den klassiske serie 33 1/3 fra forlaget Bloomsbury, hvor hver udgivelse tager et klassisk album under behandling – de helt tunge som Televisions ’Marquee Moon’, ’Harvest’ af Neil Young, Lou Reeds ’Transformer’. Det er med andre ord kanonisering af de tungere, vi har med at gøre. At den første bog om Mercyful Fate udkommer på et engelsk forlag, er sigende, for mainstreambevågenheden omkring Mercyful Fate herhjemme har alle dage været omvendt proportional med gruppens indflydelse; noget, der også går igen i Pernille Jensens nylige store artikel om Mercyful Fates debutalbum, ’Melissa’, der fortæller om, hvordan bandet rutinemæssigt blev hånet i dagspressen, der ikke havde megen sans for, hvor banebrydende gruppen egentlig var.

Musikvidenskabsmanden Marstal
At monografiens forfatter er Henrik Marstal, der skriver monografien om ’Don’t Break the Oath’, er overraskende, for hans metalgeneralieblad i offentligheden hører ikke til de mest omfattende.

Her har han først og fremmest gjort sig bemærket som kønsdebattør og som bassist i popgruppen ibens; han er også ph.d. og mag.art. i musikvidenskab, men har heller ikke her beskæftiget sig med heavy metal i nævneværdig grad, og hans eneste forskningsartikel med lidt relation til metal er en artikel om Rage Against the Machine.

I den ofte betændte kønsdebat har hans virke desuden kastet en del kontroverser af sig, og en del herhjemme vil nok være forudindtaget mod ham alene af den grund. Læg dertil, at mange metalfans ikke bryder sig om, når folk, der ikke regnes for hjemmehørende i metallen, skal kloge sig på genren.

Egentlig synes jeg, at denne skepsis er forfejlet. Dels tyder hans position i kønsdebatten på – uanset om man er enig med ham eller ej – at han besidder personlig integritet, for ellers indtog man ikke konsekvent standpunkter, der gav så mange øretæver i den rå offentlige debat. Dels angiver Marstal et langt forhold til ’Don’t Break the Oath’, som han som barn fik i julegave af sin bedstemor, ligesom han beskriver sig selv som en ”tøvende heavy metal-fan” (s. 12, oversat, ligesom alle øvrige citater, af mig, MP), der er skeptisk over for 80’er-metallens genrekonventioner og standardlyrik – hvilket er grunden til, at netop ’Don’t Break the Oath’ har hans interesse. Dels er Marstal en dygtig musikvidenskabsmand. Og endelig skal man tænke på, at bogen først og fremmest er henvendt til et internationalt publikum, hvor de fordomme, man herhjemme måtte have om Marstals person, er temmelig irrelevante. Det må være bogen, der er det afgørende, ikke hvad man mener om Marstal som debattør eller musiker.

Og der er meget godt at sige om bogen, der tro mod serieformatet fylder 110 siders tekst med tilhørende noteapparat, litteraturliste og stikordsregister.

Det gælder især bogens første fire kapitler, der fokuserer på ’Don’t Break the Oath’s kvaliteter, hvordan Mercyful Fate både taler ind i genrekonventioner og videreudvikler dem til deres egen lyd. Der fortælles også om indspilningerne, og vi får en musikalsk analyse, der velformidlet og elegant sættes i relation til King Diamonds satanisme og giver et interessant forsøg på en forklaring af, hvorfor man – som Marstal citerer Anders M. Jørgensen fra Slægt for i bogen – kan høre de sataniske elementer på ’Don’t Break the Oath’.

Mere musikalsk nørderi, tak
Her og i analyserne af passager fra albummet står bogen stærkt, og jeg kunne godt ønske mig mere af det.

Dels for yderligere illumination af, hvori Mercyful Fates originalitet, deres musikalske særtræk består. Det er der heldigvis en del af i kapitel 2 og 3. Det er vigtigt, det er interessant, det er illuminerende, men samtidig kan jeg ikke lade være med at notere mig visse mangler – sikkert delvist begrundet i bogens korte omfang. Men jeg tager alligevel, nærigt nok, mig selv i at savne mere om de enkelte medlemmers bidrag.

For eksempel analyse af kontrasterne i Hank Shermann og Michael Denners respektive spillestile, trommeslager Kim Ruzz’ unikke spillestil (han nævnes kun to gange i bogen), Timi ”Grabber” Hansens basspil, og her kommer Jensens artikel i Politiken tættere på en forklaring, når den nævner Ruzz’ indflydelse fra meget lidt metalliske genrer (han spillede blandt andet i et steelband, mens han var med i Mercyful Fate), eller når den fortæller om guitaristernes forskellige stile, om Shermanns selvlærthed, der resulterede i en højst aggressiv spillestil, hvor han måske netop på grund af selvlærtheden kunne skabe noget nyt, fordi han ikke har vidst, hvad man kunne og ikke kunne gøre.

I stedet er fokus i høj grad på King Diamonds vokal, som kommer til at repræsentere flere forskellige stemmer og åbne for et for tiden unikt kønsperspektiv, understøttet af teksterne, som skildrer stærke kvindelige karakterer. Den analyse er så interessant, at man ville ønske, at Marstal også havde brugt plads på at analysere de øvrige medlemmers bidrag. Og det er ærgerligt, at Marstal kun har interviewet Diamond og ikke nogen af de øvrige medlemmer til bogen. For i Jensens artikel får man interessante oplysninger om bandets dynamik fra medlemmerne selv.

Men jeg ville også godt have mere musikalsk analyse for en klarere kortlægning af bandets musikalske indflydelse på senere bands; ikke fordi jeg har den store interesse i at høre musikere fra kendte bands lovprise Mercyful Fate endnu en gang, men fordi det kunne være interessant at høre, om nogle af bandets særtræk adopteres af bands, der har erklæret sig inspireret af Mercyful Fate.  Med andre ord: Hvilken konkret musikalsk indflydelse får en album som ’Don’t Break the Oath’ på andre kunstnere?

I studiet med Mercyful Fate
Det første af ovenstående ønsker får man til gengæld delvist opfyldt i interview medproducer Henrik Lund og studietekniker Niels-Erik Otto, der var med under indspilningerne. De beretter om et band, der var enormt tæt sammenspillet og ekstremt dedikerede: Numrene var stort set færdige, og arrangementerne var lavet, da de gik i studiet. Til gengæld flere af musikerne ikke megen formel træning i at spille musik, flere havde besvær med at stemme instrumenterne, og når Shermann og Denner skulle overdubbe deres guitarer for en tættere lyd ved at indspille dem alene, kom de i problemer. Ifølge Otto var bandet afhængige af hinanden i en grad, hvor soloerne og overdubs tog meget lang tid at indspille, fordi guitaristerne ikke kunne indspille alene. Når de spillede med resten af bandet, var der ingen problemer.

Størstedelen af sporene er derfor indspillet live – og på alle takes sang Diamond med, tilsyneladende uden at miste sin stemme (nogle af Diamonds vokalspor er dermed også indspillet live. En imponerende præstation, langt fra de lagkageproduktioner, der er normen i dag, og som man også benyttede sig af dengang. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om ikke noget af magien ved ’Don’t Break the Oath’ skyldes den fortættede følelse, den timing og den intensitet, det giver, når hele bandet indspiller live.

Ansigtsmaling og køn
Marstal lægger meget vægt på King Diamonds ansigtsmaling og på, at den markerer en udviskning af kønnet, som står i kontrast til metallens noget hypermaskuliniserede univers, som kædes sammen med hans udstrakte brug af falset, der associeres med noget ikke-maskulint, til en tese om, at Mercyful Fate genforhandler køn. Det har selvfølgelig ikke været Diamonds intention, masken, som malingen vel kan kaldes, virker – som så meget andet ved Mercyful Fate – som en intuitiv beslutning, ikke som noget, Diamond har præanalyseret med kønsbriller. Her mærker man Marstals engagement i kønsspørgsmål, men man kan også spørge sig selv, om ikke Marstals kønsperspektiv her skygger for andre, mere givende tolkninger. I hvert fald kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om ikke et religionshistorisk eller teatervidenskabeligt perspektiv havde været mere givende for en forståelse af Diamonds ansigtsmaling og i det hele taget af metallens besættelse af at klæde sig ud og tage en persona på sig. Der spiller køn og at performe sit køn naturligvis også en rolle, men alligevel har man på fornemmelsen, at Marstal kunne være nået dybere og have fundet væsentligt mere interessante pointer ved inddragelse af flere perspektiver.

Queer-satanisme
Det gælder også i bogens sidste kapitel inden konklusionen, som handler om det, Marstal kalder for queer-satanisme. Queer opfattes som regel som relateret til seksualitets- og kønsspørgsmål, men Marstals definition er bredere. For ham handler betegnelsen om ”positioneringer, der bryder væk fra og således afdækker normerne inden for en given diskurs, i dette tilfælde heavy metal”. I den forstand peger Mercyful Fates originalitet og deres outsiderstatus – geografisk i forhold til metallens hovedcentre og musikalsk i forhold til dansk mainstream – på dem som et band, der ”queerer” en række normer. På den anden side kan man så spørge sig selv, hvor anvendeligt queer-begrebet er, hvis det kan udstrækkes til enhver udfordring af normer.

Kapitlet ender også mest med at handle om køn og seksualitet. Det giver mening, når vi taler om King Diamonds vokal, om det teatralske aspekt i bandets sceneoptræden, om ’Don’t Break the Oaths’ fravær af de ellers så tidstypiske tekster om slibrig sex, ofte til fordel for feminine perspektiver. Men meningen fortaber sig, når Marstal bruger en side på at fabulere over, at King Diamonds rigtige fornavn er Kim, ligesom Kim Ruzz’ fornavn er det, og at det hovedsageligt er et kvindenavn i den engelsksprogede verden. Det er svært at forestille sig danske arbejderklasseforældres navngivning af deres drengebørn i midt-50’erne som noget specielt queer, ligesom Hank Shermanns scenetøj i 80’erne – poppede, discoprægede outfits – måske ikke så meget skal læses i lyset af queer-teori som i lyset af, at han ville spille mere poppet heavy metal i Fate. Det er, som om ’Don’t Break the Oath’ fortoner sig til fordel for en lidt villet analyse, hvor tesen bliver vigtigere end emnet, og hvor den bygger mere på lidt tilfældligt sammenstillede facts end noget, der er værket iboende.

Dette, koblet med kapitlets relativt mange gentagelser af tidligere pointer, og at Marstals ellers letflydende skrift overtages af kønsforskningslingo, gør, at jeg personligt ikke føler mig helt overbevist om, at queer-perspektivet er det mest givende at anskue Mercyful Fate igennem.

Når Marstal i sin konklusion skriver, at albummet især er relevant i dag, fordi det arbejder med ”ambivalente maskulinitetsopfattelser”, og fordi det undgår heteronormative stereotyper, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de musikalske, sangskrivningsmæssige grunde (som Marstal også anerkender) nok er vigtigere, og at det nok også i høj grad handler om indflydelse i formgivningen af metallens genrer. Queerperspektivet er med andre ord ofte givende og leder til overraskende indsigter, men vægten på dét (og serieformatets kortfattethed) betyder også, at andre interessante tråde ikke forfølges, ligesom det af og til lidt ensidige fokus på King Diamond trækker ned.

På trods af den kritik er bogen et interessant og vigtigt værk, der giver nye perspektiver for den mangeårige fan og introducerer letlæst og vidende til et af metallens og dansk musiks største værker.