Ned i en anden undergrund
Med tegner og forfatter Simon Petersen som guide i tegneserien 'Simon på Festival' tager vi et smut ind i en anden subkultur og opdager et vist skæbnefællesskab med heavy metal.
For 2 år siden anmeldte vi Simon Petersens vellykkede tegneserie ‘Punk Life Crisis’ om punkbandet P.M.B., der tager på en ret mislykket turne i Europa – en tegneserie, der samme år blev belønnet med Claus Deleuran-prisen, som er landets fineste pris for tegneserier.
Nu er Simon Petersen aktuel med ‘Simon på Festival’, hvor tegneren besøger indenlandske såvel som udenlandske tegneserie-festivaler. Og har det relevans i Devilution? Måske ikke umiddelbart, men den er alligevel interessant som et kig ind i en anden subkultur end heavy metallens. Der er nemlig forbløffende mange ligheder i form af amatørisme og mangel på generel anerkendelse.
I en ret enkelt skitseret streg skildrer Simon Petersen sine oplevelser på festivaler gennem 10 år, og måske kunne man have anet, at der findes andre subkulturer end heavy metal, hvor man glemmer at reklamere for begivenheden og først i sidste sekund husker at oprette noget på Facebook eller andre sociale medier. Eller at det ikke kun er den hårdere musik, som ofte bliver placeret på mærkelige steder og tidspunkter, når man forsøger at blande det med blødere populærkultur som pop(krimier).
På den måde virker ‘Simon på Festival’ meget bekendt, hvis man har været en del af metal-scenen, og det går op for en, hvorfor Copenhell for eksempel mener, at Copenhell Con har sin berettigelse på en festival, der tidligere kun har været helliget musikken. Som kunstform kæmper heavy metal og tegneserier tydeligvis mange af de samme kampe – og lider af de samme vrangforestillinger, som når besøg på udenlandske tegneserie-festivaler giver Simon Petersen en indsigt i, at undergrunds-tegneserie-scenen slet ikke er så stor i andre lande, som han havde forestillet sig. Og ikke mindst at udlandet tror, at den danske scene må være langt større end deres.
Af og til sidder man selvfølgelig også med følelsen af, at man “nok skulle have været der” for at forstå en joke eller henvisning, hvis man for eksempel, som undertegnede, kun har beskæftiget sig med mastodonter som Tintin og Batman. Når der flere gange namedroppes undergrundens helte, sidder man nok tilbage med samme følelse, som når vi taler om, hvorvidt et eller andet black metal-band er trve nok til at blive nævnt i samme åndedrag, som den unævnelige galning fra Burzum. Men det lever man med, fordi Simon Petersen er en god iagttager, der tør spidde den scene, han selv er en del af, og som åbning ind i en anden undergrundskultur, fungerer den også godt for os udenforstående.