Velskrevet fra had til kærlighed
Populær
Helt som forventet får man en masse spydigheder fra Dave Mustaine i hans selvbiografi, som faktisk også byder på en meget velformuleret, ærlig og eftertænksom guitarhelt.
"James Hetfield". Det er de to første ord i Megadeth-stifter og frontmand Dave Mustaines bestseller 'Mustaine: A Life in Metal'. Men selvom mange måske betragter den gode Dave som en evigt klynkende person over, hvad det ikke blev til med ham og Metallica, så er det ikke for at svine James til. Der nævnes blot, at den gode James har udtalt til Dave, at han måtte være født med en "guldske i røven". For Dave har været heldig adskillige gange i et liv fyldt med prøvelser. Og derfor mangler der heller ikke historier til de godt 350 sider i bogen.
Bogen går kronologisk frem med små afstikkere til tidligere eller senere historier, når det har været vigtigt for forståelsen. Samtidig er det en meget letlæst bog i et utroligt levende og velskrevet sprog. Og Dave er ikke uden humor, og med en skarp hjerne, så der serveres mange guldkorn, der frembringer små gnæk og "hehe"'er hos læseren.
Kender man lidt til Megadeths historie, så er der måske flere sider af bogen, som man kan føle, at man kender i forvejen, men det er fedt at få det fra hestens egnen mund uanset, hvor farvet historien må være blevet gennem tiden med misbrug af substanser som alkohol, stoffer og andre medikamenter.
Dave indrømmer, at han var misbruger, og kan godt se det hykleriske i, at Chris Poland og Gar Samuelson fra den legendariske 'Peace Sells...'-lineup blev fyret pga. misbrug. Men når man ofte møder til øver og skal starte med at gå til pantelåneren og købe trommeslagerens bækkener tilbage, så er det måske forståeligt nok. Og i sammenligning så Dave sig ikke som en misbruger på det tidspunkt. Det ændrede sig og efter 17 besøg i afvænningsklinikker er det dog lykkedes Dave, at holde sig på måtten de seneste mange år.
Sådan kan man også blive afvænnet
Lovens lange arm har også været ude efter den iltre rødtop flere gange. Én gang blev han dømt til at gå i AA, men da den slags i sagens natur er anonyme, så krævede det blot for ham, at der kom til at stå "Dave Mustaine" ved indskrivningen til møderne. Og hvad gør man så? Man betaler Junior aka. Dave Ellefson 500 dollars for hvert møde, han tog til. Selvfølgelig med stor forbavselse fra Mustaine efterfølgende, da Ellefson kommer clean ud af de seancer ("Oh my god, I accidentially 12-stepped Junior!").
Man får også hele beretningen fra en barndom under Jehovas Vidner over et had til alle former for religion, til at han en dag blev "genfødt" kristen. Og det gøres heldigvis helt uden at prædike. Ja, faktisk skriver han på et tidspunkt om en sag "jeg er ikke den som pådutter andre min tro" og det er faktisk sandt, selvom den sidste del af bogen tydeligt er præget af hans religiøsitet.
Metallicas tunge skygge over Dave er udførligt beskrevet, men ikke uden humor, og med en bog, som når helt frem og dækker "Big Four"-touren, så ved man måske godt allerede, at Dave er kommet videre. Men han indrømmer, hvor meget - og at det var for meget - det betød. I en beretning om at være udvalgt til at skrive musik til en scene i film, hvor instruktøren har lagt noget musik på til inspiration og antydning af en ønsket stil, fortæller Dave, at han et øjeblik var ved at skride, da der selvfølgelig blev spillet Metallica.
Men i stedet kom der en latter og træk på skuldrene og til læserne en lille joke, om at hvis der skulle spilles en sang til hans egen begravelse ('A Tout le Monde' nævnes som en mulighed), så ville det være skæbnes ironi, hvis der ved en fejl i stedet var en Metallica-cd i afspilleren.
Et spændende nyt oplag
I princippet kom denne selvbiografi sidste år, men den blev genoptrykt som paperback i sommer og det med et ekstra kapitel. For Dave havde følt, at den første version kunne gøre læserne i tvivl om, hvorvidt det var enden - bogen blev oprindeligt færdig lige før udgivelsen af 'Endgame'. Så derfor er der tilføjet et nyt kapitel, som kommer ind på de første af "The Big Four"-koncerterne.
Nedture, succes, opture, nye nedture, nye opture, bitterhed, had og kærlighed. Det kræver sin balance, at skrive en sådan historie og fastholde læseren uden at i selvsving, men det lykkes, fordi det er spændende læsning. Der er så meget varme og ærlighed, at man bare ikke kan lade være med at holde af Dave undervejs. Også når han beskriver sine dumheder gennem tiden. Selvfølgelig vil der opstå en vis interesse i at høre nogle af historierne fra nogle af de andre i bogens persongalleri, men det er i hvert fald gjort så godt, at man tror på Dave.
Om ikke andet er det tydeligt, at Dave tror på, at det var sådan, det foregik. Som han siger, da Lars Ulrich spørger til bogen, og om der er noget i, han ikke vil bryde sig om: "Actually no...there isn't". Dave har (fået) respekt for sig selv og for andre. Og som læser får man respekt for ham.
Århh ja! Vi skal da lige have 'Holy Wars...The Punishment Due':