Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Koncerterfaring som trumf

Updated
Koncerterfaring som trumf
Mercenary overvandt ikke lydproblemerne på The Rock, men rutinen reddede en godkendt koncert hjem. Mercenary har efterhånden bidt sig fast i toppen af dansk metal, hvilket de ved gud også har slidt for gennem de sidste tolv år. Men den rutine, musikalske præcision og professionalisme bandet har opnået skulle der nu også blive brug for denne Påskesøndag aften på The Rock.

Numrene ved aftenens koncert var hentet fra bandets seneste, og rettelig roste album "Architect of Lies". Den nye plade ligger i forlængelse af "The Hours That Remain" og er skrevet til en live-scene, hvilket ingen kunne være i tvivl om. De nye numre udgjorde hovedsættet, og blev efterfulgt af tre ekstranumre fra bagkataloget – det hele til publikums udelte begejstring.

Dog skulle lejesoldaterne kæmpe mod en forfærdelig dårlig og usammenhængende lyd, der især var beskæmmet af en alt for svag bas, hvilket er en katastrofe for et hvert selvrespekterende metal-liveband. Den forsinkede vinterkulde havde også ramt den fænomenalt dygtige Mikkel Sandagers stemme (bill.), så selv om han kæmpede bravt, var mestersangeren ikke helt på højde med, hvad han plejer at levere, så det var lidt ærgerligt.

Alligevel var det en god aften: fordi Mercenary nægtede at give op, fordi de nye numre gør sig godt live og fordi det er et band, der har en international koncerterfaring at trække på. Men lyden trak desværre noget ned på helhedsindtrykket.

Kunstner
Titel
Mercenary på The Rock, Kbh. søndag den 23. marts 2008
Spillested
Dato
23-03-2008
Forfatter
Karakter
3