Audioslave - Orange, Roskilde Festival
PopulærAudioslave - Orange, Roskilde Festival
Med årets – indtil videre – bedste rockalbum i bagagen, var undertegnedes forventninger skruet godt i vejret til Audioslave’s optræden på Roskilde (og så på en fredag aften!). Og lad det være sagt med det samme: De skuffede ikke! Der blev lagt ud med første nummer fra det nye album, ”Your Time Has Come”, hvilket var lig med hoppestemning på hele pladsen foran Orange Scene. Chris Cornell har ofte sine kvaler med stemmen live, men det var ikke det store problem denne aften, bortset fra at han somme tider druknede i Tom Morellos guitarlir og i Tim Commerford og Brad Wilk’s buldrende mur af rytmer. På trods af dette, brillerede han ved at synge teksten fra ”Tomorrow Never Knows” (Beatles’-klassiker fra ”Revolver”-albummet) over andet vers til "Gasoline" - om det var fordi han havde glemt teksten, vides ikke, men fedt, det var det! Alle de store sange fra både første og andet album blev luftet, og selvom Audioslave’s egne kompositioner holder 100 %, så var det nu genhørets glæde, der gjorde, at de absolutte højdepunkter var materialet af Soundgarden ("Spoonman", "Outshined" og "Black Hole Sun") og Rage Against The Machine ("Bulls on Parade" jam, "Sleep Now in the Fire" og "Killing in the Name"), som havde fundet vej til det - ellers i forvejen - suveræne sæt. Bandet var i suverænt humør, og Cornell havde endda overskud til at joke lidt med publikum mellem sangene. Allerstørst blev det til sidst – under ekstranumrene - da han stod alene på scenen og spillede en akustisk version af ”Black Hole Sun” (hvor han blev overdøvet totalt af det medsyngende publikum) inden resten af bandet kom tilbage på scenen og blæste ”Killing in the Name” af. Sjældent er ”Fuck You, I Won’t Do what you Tell Me!” blev råbt så højt, og af så mange mennesker som den blev på én gang foran Orange Scene denne sommeraften…