Pretty Maids leverer altid
Populær
Updated
Kombinationen december, Amager Bio og Pretty Maids rimer på fest og stærktspillet rock’n’roll. Den er lige så sikker som Julebryggens komme: Pretty Maids leverer ALTID varen live. Og er rammen Amager Bio og tidspunktet december måned, så leverer de altså bare dét ekstra. Således også torsdag den 4. december i en dejligt tætpakket koncertsal, der var blevet varmet fint op af det danske powermetal band Ripe.
Ripe kæmpede bravt og kompetent. Dog kunne man have ønsket lidt mere variation. Især i tempo. Men tempoet var klart med til at gøre publikum klar til det ufatteligt veloplagte hovednavn, drengene fra Heavy Horsens.
Og dé drenge er formentlig noget af det mest undervurderede i det danske rocklandskab. Et band, som – helt og aldeles skammeligt, urimeligt og uretfærdigt – hånes af det bedrevidende ”rock”-borgerskab. Men Pretty Maids har altså fattet det, som så mange musikere er helt blanke for. Pretty Maids har fattet kernen i rocken.
Rock skal rykke. Rock skal kaste fest af sig. Rock skal gøre glad i låget. Rock skal få os til at synge med. Rock skal få os til at mærke, at vi lever. Og er glade for det. Dét er store ord. Men dét kan Pretty Maids.
Ja, grin I bare. Men faktum er, at sanger Ronnie Atkins holder publikum i sin hule hånd, får dem med til enhver tid, fordi han kan arbejde med mængden og få den til at gøre lige, hvad han ønsker.
Og det er at feste og synge og have det rart. Og guitarist Ken Hammer – som godt nok ser frisk og skarp ud – er en af de bedste rockguitarister, dette land har fostret. Han er så stærk melodisk, så teknisk kompetent og så fantastisk til at ramme de rigtige følelser i en sang. Også selv om soloen måske kun er på ti sekunder. Den sidder i skabet. Hver gang.
Og faktum er, at Pretty Maids kan skrive medrivende ørehængere, som sætter luftguitarer og stemmebånd i brand.
Pretty Maids har et stort og fint og nærmest uudtømmeligt bagkatalog, som de – lige som eksempelvis Metallica – ikke har noget imod at plukke spændende ting fra. En skøn overraskelse var ”Rodeo” denne aften.
En hæsblæsende overraskelse var ”Sin-Decade”. Dejligt at genhøre ”We Came To Rock” og så en totalt stærkt sunget ”Savage Heart”. Vi fik de mange melodiske powerballader, som efterhånden er blevet et Pretty Maids-varemærke. Og vi fik dem spillet med hjerte og sjæl og stolthed.
Det er dét hjerte, dén sjæl og dén stolthed – integriteten, venner – som gør Pretty Maids til et band, jeg ALDRIG bliver træt af at høre. For de leverer. Hver evig eneste gang.
Ripe kæmpede bravt og kompetent. Dog kunne man have ønsket lidt mere variation. Især i tempo. Men tempoet var klart med til at gøre publikum klar til det ufatteligt veloplagte hovednavn, drengene fra Heavy Horsens.
Og dé drenge er formentlig noget af det mest undervurderede i det danske rocklandskab. Et band, som – helt og aldeles skammeligt, urimeligt og uretfærdigt – hånes af det bedrevidende ”rock”-borgerskab. Men Pretty Maids har altså fattet det, som så mange musikere er helt blanke for. Pretty Maids har fattet kernen i rocken.
Rock skal rykke. Rock skal kaste fest af sig. Rock skal gøre glad i låget. Rock skal få os til at synge med. Rock skal få os til at mærke, at vi lever. Og er glade for det. Dét er store ord. Men dét kan Pretty Maids.
Ja, grin I bare. Men faktum er, at sanger Ronnie Atkins holder publikum i sin hule hånd, får dem med til enhver tid, fordi han kan arbejde med mængden og få den til at gøre lige, hvad han ønsker.
Og det er at feste og synge og have det rart. Og guitarist Ken Hammer – som godt nok ser frisk og skarp ud – er en af de bedste rockguitarister, dette land har fostret. Han er så stærk melodisk, så teknisk kompetent og så fantastisk til at ramme de rigtige følelser i en sang. Også selv om soloen måske kun er på ti sekunder. Den sidder i skabet. Hver gang.
Og faktum er, at Pretty Maids kan skrive medrivende ørehængere, som sætter luftguitarer og stemmebånd i brand.
Pretty Maids har et stort og fint og nærmest uudtømmeligt bagkatalog, som de – lige som eksempelvis Metallica – ikke har noget imod at plukke spændende ting fra. En skøn overraskelse var ”Rodeo” denne aften.
En hæsblæsende overraskelse var ”Sin-Decade”. Dejligt at genhøre ”We Came To Rock” og så en totalt stærkt sunget ”Savage Heart”. Vi fik de mange melodiske powerballader, som efterhånden er blevet et Pretty Maids-varemærke. Og vi fik dem spillet med hjerte og sjæl og stolthed.
Det er dét hjerte, dén sjæl og dén stolthed – integriteten, venner – som gør Pretty Maids til et band, jeg ALDRIG bliver træt af at høre. For de leverer. Hver evig eneste gang.
