Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'06: Pinlig parodi på Guns N Roses

Populær
Updated
RF'06: Pinlig parodi på Guns N Roses

Trivium sørgede for en stabil metalstart på festivalen, mens Axl Roses parodiske 2006-udgave af "Guns N' Roses" var en fæl oplevelse. Fredag var Volbeat vinderne.

Kunstner
Titel
Guns N Roses
Trackliste
Guns N’ Roses’ sætliste på Orange Scene, Roskilde den 29.06:

Welcome to the Jungle
It’s So Easy
Mr. Brownstone
Live and Let Die
(Guitar Solo)
Sweet Child O’ Mine
Knockin’ on Heaven’s Door
You Could Be Mine
(LAAANG Klaver Solo)
The Blues (NY)
(Guitar Solo 2!)
Beautiful (Christina Aguilera)!!!
Out Ta Get Me
(Klaver Solo 2)
November Rain
Better (NY)
My Michelle
Patience
Nightrain
-----------------------
Chinese Democracy (NY)
Paradise City
Koncertarrangør
Karakter
1

Selv Axl Rose burde have kunnet høre at den var helt gal på Orange Scene denne torsdag aften, hvor han – sammen med sine hyrede hænder - var sat til at jamme Guns N’ Roses-klassikere i et par timer. Det var vi jo en del, der havde set frem til, for man skulle vel forvente, at Axl burde have samme musikalsk øren som Roger Waters, og have evnerne til at hente en flok respektable musikere ind, når nu han ikke kan med sine gamle partnere.

Og han kan vel lige klare at betale sig ud af det… Manden har allieret sig med hele tre guitarister, og ingen af dem lever op til eks-medlemmerne. Den interessante guitarist, ”Buckethead”, som i det mindste kunne spille - og som Axl havde hyret i starten – har for længst forladt skuden, og overladt sin plads til Ron ”Bumblefoot” Thal (med det øgenavn får man jo også lige smidt lidt reklame for sit ”rigtige” band, i tilfælde af at man skulle blive sparket ud igen…). Det band, der spillede sent denne torsdag aften, mindede mest af alt om et dårligt coverband, og det blev ikke bedre af at den eminente trommeslager, ”Brain”, var taget hjem til sin gravide kone og blevet erstattet af en anonym sessiontrommeslager.

Synderen i cirkus er og bliver frontmand, Axl ”Botox” Rose, selvom han godt nok klarede det udmærket (når han altså befandt sig på scenen) foran sit jam-band. Han prøvede at genoplive de glade 90'ere ved at få sine bandmedlemmer til at kaste et utal af guitarsoloer ud mellem sangene, men det er altså ikke særlig interessant at kigge på Richard Fortus, der står og spiller bluesskalaer i et kvarter – i hvert fald slet ikke hvis man sammenligner med Slash. Musikalske set, var der ikke de store overraskelser. En håndfuld nye numre blev luftet, men dem har de fleste hørt på nettet for længe siden, og konkluderet, at det ikke er noget, man falder ned af stolen over. Det var det heller ikke live.

Værst var dog coveret af Christina Aguilera’s ”You Are Beautiful”. Metalbands har som bekendt for vane at tage lidt pis på popsange live og måske spille et enkelt vers af en sang fra den genre, men nej, Axl spillede hele lortet på klaver og gjorde det til en hyldest til en af de mest uudholdelige popdivaer, frem for den parodi det helst skulle have været. Nej, Axl! Find så den telefon og ring til Slash og Duff og få en ordentlig snak. Du mangler dem, og de mangler dig!