Småskuffende ildebrand

Meningerne om det "nye" In Flames er mange. HeavyJams anmelder er lidet begejstret. Uden at have en størrelse som Metallica, så er et nyt album fra de populære svenskere i In Flames ramt af samme kommentarer som bandet med den danske trommeslager. ”De har solgt ud”. ”De har ikke lavet noget godt siden album dit og dat”. Og så videre.

For lige at lægge kortene på bordet, så har In Flames været med til at definere melodød-genren siden det første album i 1994, og er nu på det 9. fuldlængde album med en række minier og live-ting herudover.

Forandring må kunne forventes og mest drastisk skete det på ”Reroute to Remain”. Her blev taget lidt af den mere moderne amerikanske lyd ind. Den nye stil har bandet kørt med lige siden og nu også på ”A Sense of Purpose”.

In Flames er ikke melodød, og har ikke været det længe. Der spilles nu ”bare” metal, hvad forsanger Anders Fridén har pointeret flere gange. Det forrige album havde en del metal i sig, mens det nye album virker en smule for poleret.

Som sådan er det den naturlige videreførelse. Der er ikke så stor forskel til sangene på ”Reroute…”, ”Soundtrack” og ”Come Clarity”. Den største ændring ligger i produktionen. Den er pæn. For pæn. Det er som om sangene er født med et ondt, aggressivt barn, men da albummet skulle mixes viste barnet sig at være dødfødt. Hør bare ”I’m The Highway”. Det åbningsriff havde bandet fået mere ud af i gamle dage. Nu lyder det ”happy-go-lucky”.

Fedt cover-artwork, rædselsfuld ballade

Der er igen akustisk guitar på albummet. Det var noget af det som fik debuten og gennembruddet ”Jester Race” til virkelig at skille sig ud. Det vækker sågar minder om ”Colony” på den måde det bliver brugt i sangene og pga. albummets lyd.

Det er nogle stærke sange bandet har disket op med og Anders har overgået sig selv vokalmæssigt. Både i lead og i korstemmer. Sangene vil nok virke bedre live, for guitarerne virker altså en smule indestængte. Når albummet er hørt nogle gange, ja, så synger man da med, men det er ikke en vild og voldsom skrålen, hvor nakkemuskler testes.

Coveret til gengæld er virkelig fedt. Det er ikke en typisk photoshop-kollage med en række effekter, men et tegnet cover med et gennemgående tema og i flotte farver. Det er et plus, men det er jo ikke det der skal til for at sælge et album. Det er så heller ikke den otte minutter lange ballade ”The Chosen Pessimist”. Her rammer bandet virkelig ved siden af. Det har ikke den nødvendige stemning som fx ”Metaphor”, en ballade fra ”Reroute…” har.

Det er svært at forestille sig In Flames lave noget decideret dårligt. Men de har nået et punkt, hvor de selv har prøvet så meget, at de gerne selv vil eksperimentere lidt i lyd og stil. Albummet vil fange nye fans, gamle vil skride, nogle vil måske vende tilbage. Måske kræver sangene tid som en god flaske vin. Men undertegnede er vel lige nu lidt… ja… skuffet.