Soundtrack til syret loftfest

Svenske Witchcraft leverede en fremragende koncert under fantastiske forhold. Det synes indlysende. Når et af Danmarks bedste spillesteder lægger op til en blanding af psykedelisk syrerock fra 60’erne og analoge 70’er-doomflader, så dukker man op. Og så tilmed på en lørdag aften for kun en flad hundredemand. Ingen undskyldninger.

Det var tydeligvis ikke alle Københavns rockentusiaster, der var enige, men de omtrent halvanden hundrede, der dog var mødt op på Loppen, fik så hatten passede. Trækplasteret var svenske Witchcraft, som med tre albums i bagagen har vist sig som en fremragende firemandsdyrker/-beundrer af retrokompositioner og ditto old school lyd.

Igennem det godt halvanden time lange sæt, blev den svundne rockperiode da også anerkendt på flere måder. Sabbath-mærkatet var fremviseligt påsyet højre ærme af guitarist og forsanger, Magnus Pelanders hvide cowboyjakke, og Pentagram t-shirten, som bassist Ola Henriksson lejlighedsvis havde på, kunne man ikke undgå at overse.

Musikalsk er oplandet også åbenlys: De riffbaserede elementer skylder Tonni Iommi alverden, og vokalen er en nymoden udgave af Bobby Liebling. Muligvis ikke særligt nyskabende, og dog alligevel sært forfriskende.

Manglen på originalitet til trods, så besidder kvartetten i Witchcraft nemlig en så stor genoplivende begejstring for genren, som gør, at sangene undgår at virke som tomme ekkoer.

Jo, blandt andet fordi der også er mere nuværende dagsordner på spil: ”Walking Between the Lines” fra sidste års fremragende ”The Alchemist”, tillægger eksempelvis repertoiret opstrammende Josh Homme-inspirerede vibes, og ”If Crimson Was Your Colour” fra samme udspil tilføjede ligeledes det samlede billede en snert af noget mere moderne. Det fantastiske stof, som er grundstenen til heavy metal, bliver i Witchcrafts favn kærtegnet og opløftet.

Det var titelnummeret fra sidste års tidligere nævnte udgivelse, der denne aften markerede sig mest. ”The Alchemist” er en tredelt elleve minutter lang sag: Forbilledlig opbygning, sejtrækker omkvæd med en blændende sing-a-long parole, som fik de forreste rækker til at skråle med i lørdagsbranderten: ”I will blow your mind”, for slet ikke at snakke om midtersektionens nedtonede, syrede guitarspil! Den virkede optimalt opløftende.

Også ”Hey Doctor” fra samme udspil blev fornemt opløftet live – ikke mindst på grund af en vildt imponerende, barfodet Fredrik Jansson på trommer – ligesom ”Wooden Cross” fra 2003s ”Firewood” henrykkede den lille, entusiastiske masse foran scenen.

Det var alt i alt en særdeles underholdende aften, hvor også Loppens ellers snævre loftrammer (endnu en gang) imponerede med at levere en sublim lyd.