Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Støjende, drømmende og nær-metallisk

Updated
Støjende, drømmende og nær-metallisk

Emil Svendsen stillede sig foran KB Hallens højttalere og nød Queens of the Stone Ages nærvær, nerve og nær-metalliske nuancer.

Titel
Queens of the Stone Age i KB Hallen, Kbh. søndag den 24. februar 2008
Spillested
Dato
24-02-2008
Genre
Forfatter
Karakter
4

Nu er akustikken i de Københavnske sportshaller ikke noget, som har ligget bygherrerne på sinde, heller ikke KB Hallens, men den er også fra 1938 - en tid, hvor elektrisk forstærkning var fremtidsmusik og et klappepølsebevæbnet håndboldpublikum ville være materiale i en freudiansk drømmeanalyse. Lyden var med andre ord dårlig, men stod man tæt nok på højttalerne, blev rummets genklang overdøvet, og så gik det an. Hvad der gik mere end an, var Queens of the Stone Age's præstation. Stemningen blandt publikum var i det hele taget på et sjældent højt niveau allerede inden bandet gik på, og den holdt stort set hele koncerten igennem. Queens of the Stone Age er et band, der har mange forskellige typer blandt tilskuerne, men nu er deres musik heller ikke funderet i én bestemt genre. Musikken er for diskant støjende og sært drømmende til man kan kalde den for metal. Det skal dog ikke forlede én til at tro, det ikke er beslægtet, for det nærvær og den nerve, som bandet havde med sig på scenen, var tæt nok på den mægtige metal. For denne anmelder, i hvert fald. Numrene var et strejftog i bandets efterhånden omfattende bagkatalog, så der var masser af sing-along-øjeblikke for alle (ikke bare dem, der har nærlyttet det seneste album). Og den grænsende til det indadvendte, coole forsanger Josh Homme var i hopla og lavede ping-pong med publikum. Alle numre sad som de skulle, og selv de mere psykedeliske passager blev ikke kedelige. Bedst var hittene ”No One Knows” og ”Go With the Flow”, og det eneste jeg savnede var ”Someones In The Wolf”, men man kan jo ikke få det hele. Sådan skal en koncert sgu' være.