Wacken Open Air
Updated
Wacken Open Air Iron Maiden
De sidste 10 år har Wacken lavet brugerundersøgelser efter hver festival. Her spørger de bl.a. fansene om hvem de helst vil se næste år. 10 år i træk har svaret været det samme: Iron Maiden! Her i festivalens 19. inkarnation kan arrangørerne så endelig indfri det største ønske, dets tilskuere nogensinde har haft, og det må siges at være en bedrift der ikke bare blev udført godt, men i den grad også flot modtaget.
Da jeg 20 minutter før koncerten gik over broen fra mediebyen og ned på pladsen, så jeg et syn jeg aldrig nogensinde har set før. Omkring 70.000 mennesker fordelt over og ud forbi festivalpladsen. Det var simpelthen dækket med mennesker overalt. Jeg fik mig presset lidt ind til venstre for scenen, og stod så klar da koncerten gik i gang.
Ligesom i Horsens var det "Doctor, Doctor", der varskoede folk om koncertens snarlige åbning, og de dedikerede fans vidste godt hvad det betød og begyndte at synge taktfast med. Så fulgte Churchills legendariske krigstale til det britiske folk, hvorefter Bruce Dickinson og co. sprang ud på scenen i en hektisk version af "Aces High".
Setlisten var akkurat den samme som i Horsens fire dage forinden, ligesom showet heller ikke indeholdt mange afvigelser fra en gennemprøvet skabelon. Det var dog udført til perfektion, så det er svært at klage, specielt når sangvalget er så eminent, firseragtigt og metallisk. En hyldest til alle os der hørte metal i midten og slutningen af firserne. Og folket på Wacken åd det råt.
Dickinson beviste også sit værd som frontmand idet han beordrede en kran med et kamera ud af funktion. Kranen nedsatte sangerens udsyn over publikum, og han ville kunne se og interagere med alle. Kranen blev pakket væk, og så kunne Bruce råbe "Scream for me, Wacken!" til alle, uanset hvor de stod på pladsen. Gers, Smith og Murray var naturligvis strengevridende mens de fik publikum med, mens Steve Harris bare tordnede af sted på sin bas og legede maskingevær ud mod pladsen flere gange end jeg kan tælle. Nicko bag kohuderne gjorde også et fortræffeligt stykke arbejde, og fik hilst på mere end én gang.
Alt i alt et show der meget passende har været det mest ønskede i festivalens historie. 2½ time og så var vi kørt trætte. Iron Maiden takkede af og sagde på gensyn i Tyskland til næste år, når der kommer nyt album og ny turné. Bandet er måske ikke det mest innovative i et pladestudie, men når de spiller live så holder de publikum i deres hule hånd, og sparker røv på langt de fleste bands derude, hvis ikke dem alle sammen. Energien var ganske simpelt magisk, elektrisk… ja bare rigtig fed! Maiden leverede varen.
De sidste 10 år har Wacken lavet brugerundersøgelser efter hver festival. Her spørger de bl.a. fansene om hvem de helst vil se næste år. 10 år i træk har svaret været det samme: Iron Maiden! Her i festivalens 19. inkarnation kan arrangørerne så endelig indfri det største ønske, dets tilskuere nogensinde har haft, og det må siges at være en bedrift der ikke bare blev udført godt, men i den grad også flot modtaget.
Da jeg 20 minutter før koncerten gik over broen fra mediebyen og ned på pladsen, så jeg et syn jeg aldrig nogensinde har set før. Omkring 70.000 mennesker fordelt over og ud forbi festivalpladsen. Det var simpelthen dækket med mennesker overalt. Jeg fik mig presset lidt ind til venstre for scenen, og stod så klar da koncerten gik i gang.
Ligesom i Horsens var det "Doctor, Doctor", der varskoede folk om koncertens snarlige åbning, og de dedikerede fans vidste godt hvad det betød og begyndte at synge taktfast med. Så fulgte Churchills legendariske krigstale til det britiske folk, hvorefter Bruce Dickinson og co. sprang ud på scenen i en hektisk version af "Aces High".
Setlisten var akkurat den samme som i Horsens fire dage forinden, ligesom showet heller ikke indeholdt mange afvigelser fra en gennemprøvet skabelon. Det var dog udført til perfektion, så det er svært at klage, specielt når sangvalget er så eminent, firseragtigt og metallisk. En hyldest til alle os der hørte metal i midten og slutningen af firserne. Og folket på Wacken åd det råt.
Dickinson beviste også sit værd som frontmand idet han beordrede en kran med et kamera ud af funktion. Kranen nedsatte sangerens udsyn over publikum, og han ville kunne se og interagere med alle. Kranen blev pakket væk, og så kunne Bruce råbe "Scream for me, Wacken!" til alle, uanset hvor de stod på pladsen. Gers, Smith og Murray var naturligvis strengevridende mens de fik publikum med, mens Steve Harris bare tordnede af sted på sin bas og legede maskingevær ud mod pladsen flere gange end jeg kan tælle. Nicko bag kohuderne gjorde også et fortræffeligt stykke arbejde, og fik hilst på mere end én gang.
Alt i alt et show der meget passende har været det mest ønskede i festivalens historie. 2½ time og så var vi kørt trætte. Iron Maiden takkede af og sagde på gensyn i Tyskland til næste år, når der kommer nyt album og ny turné. Bandet er måske ikke det mest innovative i et pladestudie, men når de spiller live så holder de publikum i deres hule hånd, og sparker røv på langt de fleste bands derude, hvis ikke dem alle sammen. Energien var ganske simpelt magisk, elektrisk… ja bare rigtig fed! Maiden leverede varen.
