Wacken Open Air 2K5 - del II
PopulærTung tråd til tømmermændene på Wacken, lørdag
Højlys dag og black metal har aldrig passet ideelt sammen, da både band og publikum har svært ved at finde ind i den rette stemning. Selv med disse odds imod sig formoder Marduk at levere et ondt show iført fuld corpse paint, som uundgåelig fører tankerne hen på Kong Kents dage som panda i Dronningens Livregement! Som en anden General Custer fører Marduk mastermind, Morgan Steinmeyer Håkansson, sine tropper hen over det nordtyske landskab med knusende succes. Dette band er født til større ting end dystre undergrundsklubber. De har materialet, den tekniske formåen og en scenetække, der når udover de første tre rækker. Måske skyldes den til tider manglende anerkendelse fra omgivelserne, at de ikke kommer fra black metals højborg Norge, men fra Sverige, hvor man med Peter Tägtgren, som den dominerende karakter på både performer- og producer siden, har fokuseret på en mere death metal agtig produktion end den total old school black metal á la Mayhem, Burzum m.fl. Det var ikke langt mellem snapsene, men blandt de mest udstående numre denne dag må være ”Seven Angels, Seven Trumpets”, ”To the Deaths Head True”, ”Burn My Coffin” og bandets måske mest kendte nummer ”Panzer Division Marduk”. Hvor fredagens vinder uden tvivl var Obituary stod Marduk med hævede arme efter dette show lørdag aften.