Wacken Open Air 2005, fre. den 5. august

Populær

Wacken Open Air 2005, fredag den 5. august

Floridas gendannede dødsmestre, Obituary (bill.) var om nogen det største spørgsmålstegn og spændingsmoment inden festivalen. Ville bandet være som i de gode gamle dage? Var de blevet for gamle til den hårde tråd? Allerede indenfor de første to-tre numre var disse spørgsmål besvaret. ”The Obies” var om nogen festivalens højdepunkt og stærkt anført af Tardy-brødrene og den ultra seje Trevor Peres på guitar lagde de Wacken i støvet (eller nærmere mudderet). De fremmødte blev beæret med en tour de force ud i bandets tidlige klassikere så som ”Cause of Death”, ”Turned Inside Out”, ”Intoxicated” og ”Slowly We Rot”. Bandets nyeste album "Frozen in Time" blev naturligvis også luftet og det holdt sgu 110 % - hvilket ellers ofte er problemet med kongebands, som bliver gendannet og/eller går tilbage til den originale line-up. De har ikke gnisten til at komme op med noget, som har den samme friskhed og det samme ærlige metalhjerte, men tænker mere på tegnebogen. Dog kan jeg heldigvis berette, at Obituary ikke er faldet i den fælde, men tværtimod har formået at skrue både et solidt comeback album sammen, samt få dette integreret på en naturlig måde i deres live set. Dette var i sandhed Wackens store oplevelse for de headbangende nordjyder.