Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Wacken Open Air 2K5, fredag den 5. august

Populær
Updated

Wacken Open Air 2005, fredag den 5. august

Århusianske Illdisposed spillede midt på eftermiddagen på Black Stage, og her serverede de adskillige numre fra det glimrende ”1-800 Vindication” album, krydret med de klassiske hits fra "Kokaiinum", "Submit" osv. Som inkarneret dødsmetalfan, og kæmpe fan af ...Vindication" albummet, var timen med de danske dødsdrenge en sand fornøjelse. Det kunne naturligvis både ses og høres, at bandet er blevet reduceret fra en kvintet til kvartet for nylig, men Bo Summers frontmandsimage fik lov at køre på den store klinge på Wacken. Og på improviseret tysk fik han liret lidt gejl af mellem numrene, til de tyske festivalgæsters store fornøjelse kunne vi høre. Illdisposed har et solidt bagkatalog at vælge ud fra, og jeg synes, de fik hevet de rigtige numre frem fra godteposen og det ikke mindst, fordi de spillede en solid bunke numre fra sidste års monsteralbum, som jeg stadig mener, tangerer som et af de bedste dødsmetal albums i flere år. Alt i alt en røvsparkende indsats fra Bo og co. En solid afslutning på det danske islæt i dette års Wacken festivitas.