Grindperler og smækkys

Populær
Grindperler og smækkys
Napalm Death gav en kanonkoncert på Roskildes Gimle, der bød på amokstemning som i gode, gamle dage. Giganterne indenfor grind havde ramt landets grænser, ovenikøbet i konkurrence med death metal bandet Kataklysm, der spillede samme aften i København, men det betød nu intet, for fremmødet i Roskilde var stort.

Først skulle man dog igennem to finske opvarmningsband. ”Igennem” er måske lidt hårdt skrevet, for det var udmærket musik, man fik at høre.


Finske piskesmæld

The Scourger, der består af flere ex-medlemmer af melodødsbandet Gandalf, lagde ud med sin thrash metal med en snerrende sanger, der havde masser af attitude. For meget faktisk, for publikum var mest til at nikke let med hovedet til den iørefaldende, men noget standardagtige musik. Så da sangeren anden gang kastede en åben plastflaske med vand ud til publikum, blev flasken resolut sendt tilbage på scenen! Og trods bandets navn virkede det nu lidt fjollet, at sangeren skulle stå og svinge med en pisk.



Flere opfordringer til circle pits var forgæves, og det var først da Deathbound (bill.) overtog scenen, at publikum begyndte at røre på sig. Den simple grindcore-death gjorde sig godt og især i den sidste tredjedel af showet fra sangen ”Put the Blame on the Devil” og frem, blev der gået amok. Guitaristen kunne sine powerakkorder og efterlod ikke plads til soli eller bare en hurtig lead. Til gengæld spillede han hurtigt, og sammen med den tungt distortede bas og en intelligent spillende trommeslager havde den growlende frontmand gode rammer for at levere et godt show.

Det var hurtigt, men også tungt og groovy indimellem. Finnerne havde bestemt noget at byde på og reddede sig helt sikkert flere nye tilhængere denne aften.



I en anden liga

Deathbound fortjente ros, men det var nu tydeligt at kongerne i Napalm Death tilhører en anden liga. Bandets rutine og spilleglæde samt et solidt bagkatalog af fantastiske grindperler kan finnerne af naturlige årsager ikke matche endnu.

Det blev cementeret, at det nye album er ligeså live-velegnet som forventet, og det blev da også til mange sange fra den nye ”Smear Campaign” skive. Publikum gik amok på en måde, man nærmest havde glemt, metalfolket kan. Masser af stagediving, moshing og crowdsurfing. Folk stornød det, én endda så meget, at han gav Barney (øv. bill.) et ordentligt smækkys!

Selvom flere nyere sange som ”When All is Said and Done” og “Silence is Deafening” havde fundet plads i sættet til stor glæde, må de ældre klassikere som ”Suffer the Children”, ”Scum” og Dead Kennedy’s coveret ”Nazi Punks Fuck off” siges at høste størst bifald og mest aktivitet på scenen af fans, der ville tage en flyvetur ud i den begejstrede masse.

Det var et helt igennem fantastisk show, kun generet en smule af udfald i lyden. Muligvis pga. de mange fans på scenen!? De tekniske problemer fjernede dog ikke fokus fra et ærværdigt engelsk ensemble, der på tredje dekade udgiver frisk, innovativ grindcore.

De var som vi kender dem, selvfølgelig med Barney mest karakteristisk som han løber manisk rundt. Takket være gode omgivelser på spillestedet, et hengivent publikum og et oplagt band blev det en sikker sejr for briterne, der veltilfredse kunne rejse videre mod resten af tourens shows og fans.

Kunstner
Spillested
Karakter
4