På togt med gøglerbåden

_XTJ6500

Et feststemt publikum var aftenens højdepunkt, mens Alestorm leverede en noget rutinepræget optræden. Det viste sig at være nok.

Kunstner
Titel
+ Skalmöld + Bootyard Bandits
Spillested
Dato
14-03-2019
Trackliste
1. Keelhauled
2. Alestorm
3. Magnetic North
4. Mexico
5. Over the Seas
6. The Sunk'n Norwegian
7. No Grave but the Sea
8. Nancy the Tavern Wench
9. Rumpelkombo
10. 1741 (The Battle of Cartagena)
11. Hangover
12. Pegleg Potion
13. Bar ünd Imbiss
14. Captain Morgan's Revenge
15. Shipwrecked
16. Drink
17. Wolves of the Sea
18. Fucked with an Anchor
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
4

Det må kategoriseres som en smule overraskende, at et band af Alestorms kaliber kan sælge så mange billetter i Aarhus på en hverdagsaften med sløjt vejr og endnu ringere temperaturer. Ikke desto mindre var det et godt og vel udsolgt Voxhall, der åbnede op for en trio af bands, der med folk metal (i ordets bredeste forstand) som fællesnævner hver især har udset sig en tematisk niche, de gerne vil excellere indenfor.

Aftenens første bud var engelske Bootyard Bandits. Seks mand høj gav bandet en halv times smagsprøve på deres sydstats-tungrock, der vel bedst beskrives som en røvballet øvelokaleversion af Black Label Society, som hverken publikum eller bandet selv gjorde sig synderligt umage for at tage seriøst. Bandet havde inkluderet en banjospiller, der i hvert fald visuelt understregede deres southernness, om end den spage banjoklimpren ikke rigtig var hørbar i kamp med et par elektriske guitarer.

Jo, vi fik da lige introen til ’Cowboys from Hell’ og ’Thunderstruck’ på banjo, så vi havde et fælles grundlag, vi kunne mødes på. Inden Bootyard Bandits fortsatte i det samme ligegyldige musikalske spor, fuldendt af sættets to sidste numre, ’Ladies Man’ og ’Hoedown Showdown’, der hurtigt fik én til at placere bandet i den der ækle kategori af orkestre, der overlever på fortænkte genre-pasticher fremfor kunstnerisk indhold. Tænk Steel Panther.

Noget mere kød var der trods alt på islandske Skalmöld. Publikum er flere, bandet får længere spilletid, lys- og lydproduktion er skarpere og mere fuldendt, og bandets islandsksprogede udgave af folkmetallen er gennemarbejdet og veludført. Bandets andet nummer, ’Gleipnir’, er gennemført svingende vikingemetal med keyboardspilleren Gunnar Ben i fokus, og trioen af guitarister og en solid serie blastbeats giver musikken en tyngde, der så småt får startet festen nede blandt publikum.

Frontmand Björgvin Sigurdsson formår til fulde at indynde sig hos det langsomt optøende publikum ved at tiltale dem på fejlfrit dansk, inden bandet lader vikingeskibet med feststemte tilskuere og sejler dem ind i en verden af fællessang og bægerklang med ’Midgardsormur’ og ’Narfi’, begge fra Skalmölds plade fra 2012, ’Börn Loka’. Om end det knap så mundrette islandske sprog gjorde, at det blev så som så med fællessangen, efterlod de seks vokaler i Skalmöld, fra Sigurdssons bjæffende growl til Gunnar Bens sentimentale rensang, publikum på Voxhall på randen af decideret folkelig feststemning. Og nu ventede Alestorm lige om hjørnet.

Ironisk distance og en halv flaske rom
Et par Queen-hits over PA-anlægget satte fællessangen i gang, allerede inden den skotske kvintet var gået på scenen, og da bandet, anført af den kiltklædte Christopher Bowes, entrerede og sparkede løjerne i gang med hittet ’Keelhauled’, ville begejstringen ingen ende tage. Fællessangen fra det feststemte publikum bragede frem mod scenen, og crowdsurferne røg op og af sted i en fart, hvor man mindedes den noget specielle rekord, Alestorm satte sidste sommer på Copenhell, hvor 700-800 surfere strøg hen over menneskemængden i løbet af bandets koncert. Feststemningen gennemsyrede hele salen fra kælder til kvist.

Alestorm gav ikke publikum mange øjeblikke til at sunde sig mellem sangene. Bowes’ små taler mellem numrene, hvor indstuderede og standardiserede de end virkede, piskede kun tilhørerne yderligere op; et taknemmeligt publikum, som fulgte orkestrets mindste vink, brølede nærmest lamperne ned fra loftet, da keyboardspilleren Elliot Vernon bippede kæmpehittet ’Mexico’s Nintendo-intro i gang.

Mens publikums dedikation og engagement i koncerten blot fortsatte med at imponere, tog man snart sig selv i at tænke over, hvor dumt og hvor eminent fænomenet Alestorm er. Objektivt set er det en flok surfere, der har sat sig for at sætte distorted guitar og harmonikastemning på en håndfuld drikkeviser og henlægge dem til at foregå i 1700-tallet. Dem fik vi i øvrigt i rigt mål denne aften, hvor ’The Sunk’n Norwegian’, ’Hangover’, ’Bar ünd Imbiss’ og den originalt navngivne ’Drink’ sendte barpersonalet på Voxhall på overarbejde.

Men på trods af den forudsigelighed der ligger i sangopbygning og tematik, tager man alligevel sig selv i at beundre bandet en smule. Om ikke andet så af den simple grund, at de ikke tager sig selv synderligt seriøst. Sammenlignet med en konceptuelt lignende størrelse som Sabaton, med hvem lighederne denne aften var tydelige at høre i ’No Grave but the Sea’ og ’1741 (The Battle of Cartagena)’, har Alestorm en befriende ironisk distance til deres produkt, trods alt. Om det er den overdimensionerede badeand på scenen, det grandiose og grotesk grimme bagtæppe eller de teenage-ironiske T-shirts, bandet er iklædt på scenen, sørger de diskret for at understrege, at det hele egentlig lidt er en joke. Et element, som mange bands i folk metal-genren kunne drage nytte af, og som trods alt gør Alestorms klicheprægede singalong-univers ganske charmerende.

Tilbage i salen satte endnu et par medrivende og, bevares, ganske velskrevne, pirat-shanties (’Captain Morgan’s Revenge’ og ’Shipwrecked’) salen i ekstase, kort efter at gulvet havde været omdannet til en improviseret ro-pit under ’Pegleg Potion’. ’Fucked with an Anchor’ var den store, samlende fællessang, der lukkede en energisk og engagerende koncert af. Skønt Alestorms koncept kan virke letkøbt, og deres sceneoptræden alt for indstuderet, var publikums reaktion ikke til at tage fejl af. Det var en fest af de store på Voxhall denne aften. Og det skal man vel heller ikke kimse ad.