AMF'12: Langt bedre

AMF'12: Langt bedre

Raunchy havde en tidligere koncert på AMF at revanchere, og det lykkedes i en stærk fest.

Kunstner
Dato
02-11-2012
Trackliste
Nght Prty
Warriors
Remembrance
I Get What I See
The Bash
Join The Scene
9 To 5
Watch Out
Phantoms
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
4

Der var endnu gang i resterne af lydprøven, da spilletiden for Raunchy officielt var i gang, men selvom lydprøver på trommer er dødens pølse, så gik der ikke længere tid med det end at stemningen blev holdt og festen kunne begynde. Og det var svært ikke at forblive/komme i godt humør med danskerne, som er leveringsdygtige ud i poppet og ekstremt fængende metal med masser af syng-med-omkvæd blandet med fede guitarriffs.

Bandet lagde ud med en intro, som man fint kunne smide et citat af den senere spillende Devin Townsend efter: "You guys are so gay!". Tonerne der flød ud af højttalerne var nemlig Haddaways 'What is Love'. Det varede heldigvis ikke længere end at man kunne grine af det, og fluks var showet i gang. Det viste et band, som selv var med på at tage del i den fest, som publikum impulsivt satte gang i til sange som 'Join the Scene', 'Nght Prty' og 'Warriors'.

Midt i sættet stoppede frontmand Kasper op og spurgte publikum, hvor på skalaen bandet befandt sig i forhold til showet nogle år tilbage samme sted. Folk havde enten ikke samme opfattelse som bandet selv, eller også var de blevet så begejstrede fra det igangværende sæt, at de glemte, at der blev henvist til et show, hvor nærmest alt gik galt (læs om showet i 2009 HER). Denne anmelder var ikke selv til stede dengang, men kunne i stedet være helt med på, at Raunchy denne aften havde krammet på folk.

Den voldsomt fede 'Watch Out' blev leveret i en anden tone-art end normalt ifølge forsangeren - sikkert fordi bandet havde måtte rejse let, fordi rejsen var foregået med fly. Keyboard-stativet var da også blot en monitor sat på højkant. Men det lød nu fedt alligevel, præcis som de andre sange, der blev leveret med en lyd meget tro mod albumudgivelserne. Specielt de rene vokaler sad lige i skabet fra Jesper Tilsted, mens de mere rå vokaler fra Kasper blev leveret med god styrke.

Selvom det er en metalfestival og selvom der unægtelig er poppede tiltag i Raunchy, så blev de alligevel et frisk indspark i fredagens program, og man stod på den måde glad i låget og genopladet til Fear Factory og Devin til resten af aftenens program.