Et uambitiøst punch

Et uambitiøst punch

Dinosaur Jr.’s første koncert i Danmark i små fem år var både introvert og vedkommende og først og fremmest pokkers rig på det ene gode nummer efter det andet.  

Spillested
Dato
20-02-2013
Distributør
Genre
Trackliste
Thumb
Almost Fare
The Wagon
Don’t Pretend You Didn’t Know
Watch the Corners
Crumble
Rude
Out There
Feel the Pain
Pond Song
Training Ground (Deep Wound)
Start Choppin’
Freak Scene
Forget the Swan
--------------------------
Just Like Heaven
Sludgefeast
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

På omtrent samme måde som man ikke kan forestille sig bogstavet A uden samtidig at sige lyden ”A” inde i sig selv, kan kendere af J. Mascis og hans ikoniske guitarsignatur ikke forestille sig det tilbagelænede rockmelankolske riff ala J. uden også at nynne melodien fra eksempelvis ’Forget the Swan’, ’Sludgefeast’ eller ’Freak Scene’. Når snakken falder på Dinosaur Jr., er der for mange strengeaficionados tale om indbegrebet af guitarinstrumentets integritetsmuligheder og alle tre førnævnte såkaldte slackerhits hentet fra bandets storhedstid under den sidste halvdel af 80’erne blev også spillet denne aften i Voxhall, der i øvrigt var Massachusetts-bandets eneste koncert i Danmark på denne tur. Men man tog skam hjerteligt gerne turen fra hovedstaden og til fastlandet for at opleve rocktrioen, og som forventet var det også turen værd. Dinosaur Jr. leverede en uambitiøs, nærmest deprimerende og samtidig suverænt ærlig koncert, som kun netop Dinosaur Jr. kan levere dem.

God og dårlig bulder

Til at begynde med var det dog tilsyneladende også det uambitiøse, der kontrollerede lyden i Voxhall, hvilket i øvrigt også var tilfældet under koncertstarten til showet med High on Fire på ”Lille Voxhall” aka Atlas mandagen forinden. Til onsdagskoncerten med Dinosaur Jr. var lyden under åbningsduoen ’Thumb’ og ’Almost Fare’ i hvert fald så mudret til, at det nærmest var umuligt at finde musikalsk hoved og hale i massen og umuligt at adskille bassens og guitarens strenge fra hinanden i det buldrende lydbillede, der egentlig også hensigtsmæssigt - dog i en noget mindre grad - er den vedkommende signaturstøj, der bør definere Dinosaur-trioen.

Overordnet set er den ikke-funktionelle lyd og den hensigtsmæssige lyd dog en svær balancegang hos Dinosaur Jr., og det tog lige akkurat lydmanden to numre at adskille det irriterende buldrende fra det dejligt buldrende. Da støjen var blevet ledt ind på det rigtige spor, tog det yderligere et par numre for ham at få sporet lyden ind på en tilpas høj volume, men fra omkring ’Watch the Corners’, sætlistens femte sang, samlede det sig endeligt til ét vedkommende og meget tungt udtryk.

Tungt og alternativt

Hvor nogle publikummer mente, at flere af sangene denne aften mistede deres kraft/charme/relevans, når Masics afveg fra det typiske og fik sine to musikalske kompagnoner, henholdsvis bassist Lou Barlow og trommespiller Murph, til at følge trop og skiftevis skrue op og ned for repertoirets respektive sangtempo, havde dette den modsatte effekt på denne skribent. Det var netop hér, i Mascis’ nørdede, strengliderlige og introvert legende musikalske udfordring til sine to kollegaer, at kant og saft fremstod klarest denne aften. Et nummer som eksempelvis ’Watch the Corners’ blev udelukkende bedre af at blive omfavnet af en åbenhed for temposkiftet, det jammende og det-vi-finder-frem-til-strukturen. I takt med, at eksempelvis dette nummer - der i i øvrigt sandsynligvis er det bedste fra sidste års tiende studiealbum ’I Bet on Sky’ - blev taget ned i langsommere og tungere tempo under dets stykker med hovedriffet, og desuden taget op i fart under dens vers, blev koncerten kun dét mere relevant.

En stærk karisma

I spørgsmålet om det relevante og vedkommende er det desuden svært at komme uden om J. Mascis som person. Jeg mener, han er trods alt en af de mere ligefremt depressive frontmænd, rockhistorien har haft, og det specielle, der er hans beskuede karisma, er en helt uundgåelig faktor for helhedsoplevelsen af en koncert med Dinosaur Jr. Hvor Murph nærmest udstråler noget varmt fra sin position bagved trommesættet, og Barlow personificerer en anderledes energibombe a la klassisk rock'n'roll med en spillestil a la Ben Shepherd, da er Mascis bare anderledes atypisk svær at placere i en rockkategori. At kræve udvikling og imødekommenhed fra Mascis er desuden uempatisk, og det samme som at bede mandens melankolske sange om ikke at være helt så triste. Der gemmer sig noget opløftende og stærkt i det faktum, at Mascis hverken som sangskriver eller frontmand overholder udviklingsmytens opfundne præmisser, og måske det var derfor, at han denne aften i Århus syntes mere relevant end nogensinde før.