Bidsk tiger

Populær
Bidsk tiger

Netop som regnen gav efter, spillede NWOBHM-heltene i Tygers of Pan Tang en medrivende koncert, der både så ud til at komme bag på Devilutions udsendte og på de fremmødte publikummer ved Zeppelin-scenen.

Dato
08-06-2012
Fotograf
Jacob Dinesen

Tygers of Pan Tang gik på scenen et kvarter før Blue Öyster Cult sluttede på hovedscenen, hvilket havde anbragt Devilutions udsendte i en kedelig kattepine. Men der blev altså spurtet fra den store til den mindste scene, da klokken nærmede sig kvart i seks, hvor det desværre rygtedes, at NWOBHM-legenderne havde åbnet med en af deres bedste sange, 'Euthanasia'. Øv.

Lad det være sagt med det samme, at undertegnede, Devilutions redaktør, er af dén overbevisning, at man skal have set det hele af en koncert for seriøst at kunne mene noget om den, og derfor får Tygers of Pan Tang ingen officiel karakter hér. Men de sidste 45 minutter af koncerten var altså så satans solide, at de har fortjent et par linier.

I slut-70'ernes "New Wave of British Heavy Metal" (NWOBHM) var Tygers of Pan Tang et af de mere melodisk anrettede, men deres tigerbid var lige så hårdt, som resten af de unge engelske heavybands'. Tidligere på ugen i Horsens havde James Hetfield en patch med gruppens klassiske 1980-debut 'Wild Cat' på sin vest; en skive som vores skribent Franco desuden anmeldte i sin klumme sidste år HER!

Tygers anno 2012 tæller kun ét originalmedlem, nemlig guitarist Robb Weir, der også tog initiativet til at gendanne bandet i 2000. Og lykkeligvis er han ikke blevet trættere eller mere rutinesløvet med årene, nej, tvært imod lignede han en, der aldrig havde elsket sin spade højere.

Den nye forsanger Jacopo Meille kan sin Sean Harris med hvid skjorte, lædervest og det hele; heldigvis fulgte hans stemme med, og 'Wild Cat'-klassikerne 'Suzie Smiled' og 'Rock and Roll Man' blev vækket til live, navnlig takket være den hårdtslående trommeslager Craig Ellis' klippefaste beats.

Det er formentlig Robb Weir, der skriver sætlisten. I hvert fald havde han trukket obskure 'Don't Touch Me There', Tygers of Pan Tangs allerførste single fra 1979 frem af gemmerne, og selv der er mere Queen end der er Priest over dén sang, så fungerede den mere end fornemt.

Skybruddet var endelig afløst af små dryp, da 'Hellbound' og 'Gangland' lukkede en overraskende overlegen koncert, der såmænd var blandt de bedste på dette års festival. Ak ja, hvis Tygers' festrock havde været akkompagneret af solskin, så lommelærken var blevet brugt til mere energi til headbanging, frem for til at holde sig varm i den drivvåde vinterjakke. Så havde vi stået til en af årets bedste koncerter...

Som sagt, ingen karakter, men 4 ud af 5 for de 45 minutter i den dryppende regn.