Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bedaget kosmisk bikerboogie

Populær
Updated
Bedaget kosmisk bikerboogie
Bedaget kosmisk bikerboogie
Bedaget kosmisk bikerboogie
Bedaget kosmisk bikerboogie
Bedaget kosmisk bikerboogie
Bedaget kosmisk bikerboogie
Bedaget kosmisk bikerboogie

Blue Öyster Cults besøg i Amager Bio skøjtede rundt mellem det pinagtige og det virkelig gode i en ujævn koncert.

Spillested
Dato
05-08-2016
Trackliste
This Ain't the Summer of Love
Golden Age of Leather
Burnin' for You
OD'd on Life Itself
True Confessions
ME 262
Harvest Moon
The Vigil
Buck's Boogie
Then Came the Last Days of May
Tattoo Vampire
Godzilla
(Don't Fear) The Reaper

Hot Rails to Hell
Cities on Flame With Rock and Roll
Koncertarrangør
Fotograf
Michael "Caddy" Søndergaard
Forfatter
Karakter
3

Det er altid svært at vide, hvad man skal forvente sig af disse legendekoncerter, hvor aldrende bands fra rockens og metallens gamle superliga er på turné med de bandmedlemmer, der har overlevet længe nok til at nå rockdinosaurusstadiet. Hvor meget er fossileringen sat ind? Spiller de hyrede musikere elendigt, professionelt eller – som det sker nu og da – godt? Er der overhovedet et publikum? Og kan bandet finde ud af at spille tilpas få nyere numre og koncentrere sig om storhedstiden?

Der er et element af lottokupon over den slags. Det sker, at man oplever virkelig store koncerter, som for eksempel Uli Jon Roths optræden på årets Metal Magic. Det sker, at man oplever veritable katastrofer. Som oftest er det middelmådigt. Det blev det samlede resultat også fredag i Amager Bio, men det dækker over store udsving i kvaliteten.

Bikere på trilet
For Blue Öyster Cult startede skidt med en tam og tarvelig udgave af den dommedagsbuldrende farvel-til-hippiedrømmen-hymne ’This Ain’t the Summer of Love’. Normalt en truende, paranoid, mytologisk og voldsom sang, hvor man har fornemmelsen af, at apokalypsens fire ryttere smelter sammen med de rockere, der ifølge rockmytologien slog 1960’ernes hippieutopi ihjel ved Rolling Stones’ koncert ved Altamont den 6. december 1969. Men denne aften var det en sløj udgave af en af østerskultens største sange. Den forholdsvis unge trommeslager Jules Radino spillede den simpelthen dårligt. Og lydniveauet var så lavt, at man skulle passe på ikke at trække vejret for højlydt for ikke at overdøve musikken. ”This is the night we ride”? Tja … på trilet.

En slags forklaring fik vi fra et af de to tilbageværende originalmedlemmer, guitarist og vokalist Eric Bloom, der fortalte, at SAS havde sørget for at miste bandets instrumenter (og merchandise for den sags skyld), så de måtte spille på lånt gear. Særligt i den første tredjedel af koncerten virkede det som en hæmsko, især for det andet tilbageværende originalmedlem, guitarist og vokalist Donald ”Buck Dharma” Roeser, der så frustreret ud flere gange. Det lånte udstyr kunne dog ikke undskylde Jules Radinos trommespil. Han lavede flere bøffer og spillede for tit sangene for hurtigt. Til gengæld brugte han meget tid på at kaste sine trommestikker op i luften. De fleste gange lykkedes det ham at gribe dem igen.

Bandet gjorde det nu heller ikke let for sig selv med et kikset forsøg på at få publikum til at synge med på åbningslinjerne til anden sang, ’The Golden Age of Leather’, hvor linjen ”Our best years have passed us by” virkede lidt for rammende. Bloom og Buck er henholdsvis 71 og 68, men de virkede langt ældre på dette tidspunkt af koncerten.

Stjernestunder og manglende tyngde
Det lignede en af den slags legendekoncerter, der bliver pinagtige at være vidne til. Men langsomt var det, som om bandet fik spillet sig varme. Lyden var stadig for lav, men dog højere. Under femte sang, den poppede ’True Confessions’, begyndte det at vende. Og under ’The Vigil’ blev det virkelig godt. Generelt fungerede Blue Öyster Cults mere stille og periodevis kosmiske side bedre end den hårdere, boogieprægede rock, som der gik lidt mere røvballe i end nødvendigt. Og generelt fungerede numrene med Buck Dharma på leadvokal bedre end dem med Bloom på leadvokal, for Dharma har ganske enkelt en del mere stemme tilbage end Bloom, selvom begge fik god backinghjælp af den ferme keyboardspiller og guitarist Richie Castellano og bassist Kasim Sulton. Et andet højdepunkt var den atmosfæriske og elegiske ’The Last Days of May’, mens den ellers fede ’Tattoo Vampire’ ikke rigtig fungerede, fordi lyden ikke var massiv nok, mens ’Godzilla’ på trods af lyden alligevel blev bastant nok, og sådan gik det lidt med et skridt frem og et tilbage. Og selvfølgelig var ’(Don’t Fear) The Reaper’ et højdepunkt inden ekstranumrene ’Hot Rails to Hell’ og ’Cities on Flame with Rock ’n’ Roll’.

Det var godt at få krydset Blue Öyster Cult af, at få set glimt af dinosaurens majestæt, inden den uddør. Men man stod alligevel med en fornemmelse af, at den koncert kunne være blevet langt bedre under nogle andre omstændigheder og med en bedre lyd og trommeslager. Det kosmiske sug, som Blue Öyster Cults materiale kan give, udeblev for ofte.