Bluesrock med hjerte, sjæl og nosser
PopulærJoe Bonamassa viste i Vega, at han er det nye "hvide håb" - i klasse med Clapton, Mayall, Beck, Green og Moore, men med sin helt egen tyngde. Fordi han har sangene til at bakke guitarspillet op.
2. So Many Roads
3. When The Fire Hits The Sea
4. So It's Like That
5. If Heartaches Were Nickles
6. Slow Train
7. Steal Your Heart Away
8. Slo Gin
9. The Ballad of John Henry
10. Happier Times
11. Never Make Your Move Too Soon
12. Great Flood
13. Young Man Blues
14. Woke Up Dreaming
15. Mountain Time
Ekstra:
16. Bird On A Wire
17. Just Got Paid/Dazed And Confused
En åbenbaring. Intet ringere. Det var, hvad jeres udsendte fik sig torsdag aften i Store Vega, da det unge, amerikanske blueshåb, 33-årige Joe Bonamassa, gav en eminent opvisning i, hvad bluesrock anno 2010 er for en hårdtslående og samtidig fintfølende størrelse.
Det var en koncert med - mange - øjeblikke af skønhed og storhed. Bonamassa viste igen, at det ikke er tilfældigt, at han for år tilbage blev udråbt som bluesens 'nye, hvide håb' på grund af sit gigantiske talent. Talentet er nu foldet ud, og Bonamassa er en mester i eget navn - i klasse med bluesens store, hvide guitarhelte Eric Clapton, John Mayall, Jeff Beck, Peter Green og Gary Moore.
Og så har han sangene
Dér, hvor Joe Bonamassa viser, at han er mere end et guitar-Wunderkind af en anden verden, er han ikke kun spiller for at spille guitar og blære sig med sin kunnen. Bonamassa leverer nemlig også stærke sange, der holder. Og så præsenterer han dem med en stemme af stor styrke.
Med sig til Vega havde Bonamassa sit faste trekløver, bassist Carmine Rojas (overlegen), trommeslager Bogie Bowles (blændende) og tangentspiller Rick Melick (lækre Hammond-klodser), og den trio bakkede på fornem vis mesteren op og gav ham det rum, de rammer og den plads, der gjorde, at han boltrede sig stort. Selv om der - ifølge hans ansigtsudtryk - visse steder var skønhedsfejl. Dem kunne vi andre bare ikke høre.
Ikke finger blev sat forkert. Ikke en tone ramt skævt. Ikke en solo forfejlet. Og ja, man kan sagtens klandre Joe Bonamassa for at være for perfekt, men det er jo en selvmodsigelse. For perfekt er jo - perfekt.
Perfekt var i denne sammenhæng nemlig ikke ensbetydende med klinisk, mekanisk. Nej, Bonamassa leverede med følelse, med ægthed og inderlighed og masser af blændende improvisation noget, der er tæt på at være årets rockoplevelse. Og kuriøst nok leverer han også årets albumoplevelse - med sine nye kumpaner i Black Country Communion. Men det er jo en helt anden historie.
Kuldegysende smukt
Næsten to timer bluesrock med hjerte, sjæl og nosser fik vi med os hjem denne regnfugtige torsdag.
Fra den rockende åbning med 'Cradle Rock' over i den kuldegysende smukke, stærke og tunge 'So Many Roads' til Susanne Lana-tvillingen 'If Heartaches Were Nickles' og den tung-melodiske 'Steal Your Heart Away'. Bonamassa lagde stærkt fra land.
Og så blev det ufatteligt smukt med guitar-optakten til den triste 'Slo Gin', inden han blødte alvoren op i sin introduktion til 'The Ballad of John Henry'.
Bonamassa, der stort set ikke havde sagt andet end 'Tak' hidtil, fortalte selvironisk om, at han var blevet ringet op for nylig med meddelelsen om, at 'The Ballad of John Henry' var landet på Top 50 over tiårets bedste riff. På en 12. plads... Vi er dog nogle, der som Bonamassa selv ikke rigtigt fatter dén placering, for dét riff er da noget af det stærkeste, en virkelig sejtrækker, som i dén grad driver luftguitaren i gang. Wauv! Torsdag blev det nummer leveret med den trods, der lå bag den lille indlednings-anekdote. Han skulle eddermame vise. Og det gjorde han så!
Guitaren er ikke hele billeder
Ligesom det er diskutérbart, om Bonamassa ikke leverer for perfekt, kan det også klart diskuteres, om det ikke bliver for teknisk. Det gør det i hvert fald, da han smider med-musikanterne af scenen og tager den akustiske på - for at give en opvisning i, hvordan sådan én kan spilles hurtigt og ekstremt detaljerigt.
Men generelt set vinder teknikken ikke over indlevelsen og følelsen. For sangene, teksterne og måden, de bliver sunget på, hører altså med til hele billedet. Og det er nemlig dén side af sagen, der gør, at Bonamassa ikke kan og skal sættes i bås som en kedelig super-instrumentalist som Steve Vai og Satriani, for blot at nævne de mest ekstreme.
Men når Bonamassa i 'Slo Gin' synger, at han er "so damned lonely" og ledsager det af medlevende guitartoner, så ved man, at han mener det af sit hjerte. Og ikke bare står dér for selvfedt at spille endnu en solo.
En time og 50 minutter i selskab med Joe Bonamassa, hans guitar, hans sange, hans stemme og hans stærke band var mere end godt givet ud.
Og da han med klar reference til sine venner i Forum, ZZ Top, sluttede af med deres råt rykkende 'Just God Paid' kombineret med en smulle zeppelinsk 'Dazed & Confused', så var det altså en af de absolut bedre Vega-oplevelser i mange, mange år.
Perfekt!