Charme og selvtillid
Populær
Det er især udlandet, som har fået øjnene op for The Interbeing. Danskerne gør nu også en fin figur på hjemmebane.
Danske The Interbeing er ved at blive et vaskeægte navn inden for den metalliske subgenre der er kommet til at hedde djent – meget abrupt strengespil i versene afløst af nogle mere melodiske omkvæd. Ok, det lyder som opskriften på metalcore, hvilket det ikke er. Det er snarere Meshuggah-lignende guitariffs med et nogle poppede omkvæd, i hvert fald når det er The Interbeing, der spiller det.
Især udlandet har fået ørerne op for dette københavnske band, men det var på den helt lille Pandæmonium-scene de optrådte. Her gjorde de en ganske effektiv og sympatisk figur. Nok stod kæmpen Dara Toibin i front og så med sine farvede kontaklinser ud som om han kunne have ædt foreste række, men et afslørende smil viste med al ønskelig tydelighed, at godmodigheden trods alt boede i ham, og at han var mere end glad at spille på Copenhell. Især hans growl kom godt ud over scenekanten, hvor de klart sungne stykker, som han deler med én af guitaristerne, desværre havde det med at forsvinde lidt i lydbilledet.
Musikken var derudover bare fedt leveret. Brutalt og med en nerve som gjorde musikken vigtig, samtidig med at rutinen fra de udenlandske koncerter kiggede frem. Dog var der i bandets scenefremtræden stadig en snert af dansk uldenhed i den forstand, at flere af medlemmerne i lidt for høj grad ligner ualmindeligt almindelige mennesker – til forskel fra hvordan eksempelvis svenske, norske og tyske bands ter sig. Lidt mere af det teatralske, som Toibin står for, og det havde været lige i øjet.