Checkpoint Roger

Populær
Checkpoint Roger

Roger Waters og hans backingband af velspillende musikere var på én gang empatiske og storpolitiske, da de søndag aften i Parken leverede rockoperaen over alle rockoperaer med både nerve og suveræn lyd.     

Kunstner
Spillested
Dato
11-08-2013
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. In the Flesh?
2. The Thin Ice
3. Another Brick in the Wall (Part I)
4. The Happiest Days of Our Lives
5. Another Brick in the Wall (Part 2)
6. The Ballad of Jean Charles de Menezes
7. Mother
8. Goodbye Blue Sky
9. Empty Spaces
10. What Shall We Do Now?
11. Young Lust
12. One of My Turns
13. Don't Leave Me Now
14. Another Brick in the Wall (Part 3)
15. The Last Few Bricks
16. Goodbye Cruel World

--------------------------------------

17. Hey You
18. Is There Anybody Out There?
19. Nobody Home
20. Vera
21. Bring the Boys Back Home
22. Comfortably Numb
23. The Show Must Go On
24. In the Flesh
25. Run Like Hell
26. Waiting for the Worms
27. Stop
28. The Trial
29. Outside the Wall
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

For tredje gang på to år kunne man opleve Roger Waters opføre ’The Wall, (1979) i Danmark. Albummet er et af rockhistoriens bedst sælgende album overhovedet og blev i sin tid indspillet sammen med de tre ekskollegaer i Pink Floyd, David Gilmour, Nick Mason og Richard Wright. Til trods for at Waters så sent som i sommeren 2011 lagde vejen forbi både Parken i København samt Boxen i Herning, afholdt det dog ikke danskerne fra endnu en gang at tage velvilligt imod det renommerede britiske progkoryfæ, hvis populære rockopera denne søndag aften endnu en gang havde fået fyldt hovedstadens stadion så godt som helt op.

Det er formentlig på én gang et spørgsmål om, hvad der bedst kan sælge koncertbilletter, samtidig med at det er et spørgsmål om, hvad der er politisk aktuelt også i dag, der får Waters til at blive ved med at turnere med sit femogtredive år gamle konceptuelle dobbeltalbum, hvis tematiske fokus er på kapitalismen og dens nederdrægtigheder, på big brother-samfundets skjulte hensigter og på kunstneriske toppositioner og glamourpiedestalens skyggeverden af ensomhed og menneskelig korruption. Albummet udkom, da Margaret Thatcher var nyindsat premiereminister i England, mens Berlinmuren splittede Tyskland i øst og vest, og er således lige dele politiske fuckfingre til klassedeling og adskillelse, som det er en personlig og eksistentialistisk fortælling om Waters’ alter ego, Pink, som i takt med at han gradvist vinder større og større popularitet som musiker samtidig mister sin kontakt til virkeligheden, kærligheden og livet.

På tværs af alder og tid

For denne skribent var det første gang i mere end ti år, at man havde ørerne tunet ind på den særlige patosfyldte rockfrekvens, der har klassikere som ’Another Brick in the Wall’, ’Mother’ og Comfortably Numb’ roterende på lydbølgen, og disse år med fraværet af ’The Wall’ har selvfølgelig sin årsag. I tiden omkring og umiddelbart efter éns ømme, ældre teenageår, da bidrog ’The Wall’ over en længere årrække med en ejendommelig forståelse og indsigt i ens liv, som kun de færreste plader sidenhen har formået at ramme på helt samme måde, og det til trods for, at pladen på det tidspunkt ellers havde omtrent samme alder som én selv. Det var således ikke så meget hitliste-aktualitet, der gjorde ’The Wall’ til teenageårenes foretrukne kompagnon i misantropi, som det var selve sangmaterialet, der snakkede på tværs af generationer. Det tekstunivers, som Waters præsenterer i Pink Floyds rockopera, var for ungersvenden så identifikationsstærkt og uafrysteligt, at det var som skabt til at blive dykket ned i under rammerne af ens sortmalede teenageværelse i Nordjylland.

Ligesom det kan ske for de bedste af venner, voksede vi dog en smule fra hinanden, ’The Wall’ og jeg. Som man selv blev ældre, fandt man frem til andre ældre plader, der på ny vis syntes at kende én bedre, og da man samtidig stødte på tidligere Pink Floyd-udgivelser som ’The Piper At the Gates of Dawn’ (1967) og ’More’ (1969), da opdagede man pludselig en musikalitet og sanselighed hos de britiske progpionerer, der var ’The Wall’ overlegen på nærmest alle måder, såvel musikalsk som emotionelt. Det skal derfor ikke være nogen hemmelighed, at også ’The Wall’ - dens åbenlyst stærke, bredtfavnende sangmateriale til trods - således er en af mange rockbestsellers, som med tiden har mistet noget af sin indvirkning på én. Det skyldes sandsynligvis også, at man har grædt, knaldet og drukket til de fleste af skæringerne fra pladen én gang for mange. Emo-romantikken i ’Hey You’ har eksempelvis mistet en del af sin kraftfuldhed, fordi man atter og atter igen har vendt vrangsiden ud på dens sangskelet og brugt det som en katalysator til forsøgsvis at se det smukke i det indadvendte. Selv det, der gør rigtigt ondt, er ikke altid den mest slidstærke af følelser, og en sang som ’Hey You’ gør kort sagt ikke nær så ondt, som den gjorde, da man lyttede til den som yngre.

Men tager man i betragtning, at den nu snart 70-årige Roger Waters var i midt-30’erne, da han i sin tid skrev sin rockopera, da syntes det vel som et noget nær perfekt tidspunkt for generation-81’er-skribenten at vende tilbage til ’The Wall’-misantropien. Aldersmæssigt er man således mere i øjenhøjde med værket i dag, end man har været tidligere.

Fantastiske musikere

Pink Floyd findes ikke længere, men med en imponerede række af faste samarbejdsmusikere, heriblandt Snowy White og Dave Kilminster, begge på guitar, Jon Carin på tangenter samt Graham Broad på trommer, da har Waters gennem efterhånden en længere årrække fået samlet sig et band, der i den grad spiller røven ud af bukserne og langt bedre end de fleste. Alle fire ovennævnte musikere var også en del af Waters’ comeback som livemusiker på In the Flesh-turneen i 2002, som blandt andet bragte dem til Forum i København, og musikernes indbyrdes forståelse for hinanden skinner i 2013 mere suverænt igennem end nogensinde tidligere. Der er ingen tvivl om, at Waters er manden, der styrer løjerne, men når White eksempelvis tidligt i koncerten alligevel tager guitarsoloen i 'Mother’ til sig og giver den små fine personlige finesser, da giver det ikke blot sangen et tiltrængt spark af nysgerrighed, men overordnet set giver det hele rockoperaens kompakte teatralskhed en behagelig snert af noget anderledes frit. Dermed ikke sagt, at bandet ligefrem fik lov til at jamme bukserne af hinanden, men alligevel. Den eneste hage ved line-up’et var sangeren Robbie Wyckoff, et forholdsvis nyt medlem i Waters’ truppe, der på ’The Wall’-turneen blandt andet tager sig af de vokaler, som Gilmour i sin tid sang. Måske det er en ens perverse forkærlighed for Gilmours nasale cigaretstemme, der fik Wyckoff til at skille sig en smule negativt ud. Personligt havde man gerne set, at Carin havde taget sig af Gilmours vokal, som han eksempelvis gjorde på ’Dogs’ i 2002.

Suveræne lydforhold

Det står ikke helt klart, hvornår denne skribent sidst var til koncert i Parken, men formentlig har det været til Metallica i 2004 - en koncert, man i øvrigt ikke husker for meget andet end netop ekstremt dårlige lydforhold samt nummeret ’The Wait’, som Ulrich og drengene den aften spillede som et af ekstranumrene. Af samme årsag havde man da heller ikke sat næsen op efter nogen større koncertoplevelse, når Waters denne aften fik en til at vende tilbage til de koncertbetingelser, man regnede med endnu en gang ville resultere i et frustrerende stadionhelvede.

Men det kunne man skam roligt have gjort, sat ens næse op efter ikke bare gode lydforhold, men de direkte suveræne. Waters’ horde af lydmænd og teknikere leverede med længder den bedste lyd, man nogensinde har hørt til en koncert af sådan en størrelsesorden. Det var tilmed højt – oppe foran scene ofte forbandet højt - på den dejlige, sunde måde, forstås. Man kunne kort og godt føle sig pokkers privilegeret over, at man var taget i Parken for at høre en behagelig krukke og aldrig svigtende perfektionist stadigvæk være nysgerrig og lydnørdet nok til at gå op i de detaljer, som hans virke også som millionsælgende stadionmusiker stadigvæk bør handle om: at leverede sit sangmateriale med den bedst tilgængelige lyd overhovedet. Og det var nøjagtigt, hvad Waters leverede: den bedste lyd tilgængelig, overhovedet.

Grædemur som pauseskærm

Leden var til at føle på under ’Goodbye Cruel World’, og som første del af rockoperaen emmede ud, og pausen mellem koncertens første og andet sæt rykkede ind, tilbød Waters en slags kunstnerisk skulder af græde ud ved, som den nyopbyggede 150 meter lange samt ganske høje mur, der nu fyldte hele scenen ud og adskilte bandet fra publikummet, blev forvandlet til en grædemur af minder, sorg og historie. Det synes ofte at være en enerverende tommelfingerregel, at pauser under stadionkoncerter som regel byder på en kombination af festlige melodier og mersalg i ølteltet, men selv i pausen mellem første og andet akt af ’The Wall’-historien forblev Waters’ politiske fokus intakt, som han her diskede op med femten minutters rørende installationskunst, der var koncentreret omkring en række sort-hvide fotos af individer, der på den ene eller anden måde på tragisk vis er omkommet enten i krig, eller mens de på anden vis har kæmpet for retfærdighed. De fleste af billederne var blevet sendt ind af pårørende eller venner til de afdøde, og de pårørende havde så selv skrevet nogle ord eller en fortælling om personen på billedet. Mellem de mange ansigter på muren skimtede man også historiske freds- og frihedskæmpere som Gandhi og Sophie Scholl.

Ned med afvigerne!

Tidligt i andet sæt virkede ’Nobody Home’, ’Vera’ og ’Bring the Boys Back Home’ som en trio af smuk intimitet og ditto intensitet, inden ’Comfortably Numb’ dukkede op og henrykkede hele Parken. Kilminsters fortolkning af Gilmours berømte solo blev leveret fra toppen af muren med spotlys og hele molevitten og var i øvrigt på ingen måde ramt ved siden af, skulle man hilse og sige. Efterfølgende fik Waters udpeget henholdsvis de homoseksuelle og de hashrygende hippier samt de andre sociale afvigere, der måtte være i Parken. Det skete selvfølgelig under ’In the Flesh, som han sluttede af med at hive et maskingevær frem, som han ”plaffede publikum ned med”. Uden pis, barske sager. Lidt senere dukkede ’Run Like Hell’ selvfølgelig op – en af pladens personlige favoritter - men det mindede desværre mere om ’Eye of the Tiger’, end den mindede om sig selv, og i liveregi kunne den således på ingen måde leve op  til sin egen kradsbørstighed. Den var blevet krydret med en lidt for lystig guitarlyd og en anderledes aerobic-rytmik, der strippede sangen for den golde fornemmelse, originalen indgiver.

Ud over det var det  - egentlig noget overraskende, indrømmer man gerne - en fantastisk koncert. Man blev muligvis aldrig sendt helt tilbage til teenageværelset, men man blev både rørt og revet med, og især under første del af koncerten var showets politiske fokus så koncentreret og in-your-face, at den tvang én til at kigge leden og uretfærdigheden i øjnene. Det var det vigtigste ved aftenens koncert, dét og den fucking fede lyd.