Cool naturlighed
Populær
Det tog blot de autentisk rockende bluesmusikere i Endless Boogie en håndfuld lange og ensartede numre at levere en af festivalens bedste koncerter.
Efter et par solide monumentkoncerter med henholdsvis High on Fire og Godflesh på Main Stage tidligere på aftenen, var man kørt ind på et musikalsk spor af henholdsvis slagstærk übermetal og gold misantropi. Endless Boogie fik dog let skrællet det hårde lag af én, som de med deres uartige og beskidte tilgang til repeterende bluesrock skulle vise sig som et perfekt navn til at få rykket publikum fra den tunge sti og ind på den æggende. Dermed ikke sagt at Endless Boogie ikke også spiller den tunge musik. Det gør de skam – og de gør det tilmed meget, meget overbevisende. Men hvor andre kunstnere har det med at lade det tunge udtryk manifestere sig som knytnæver, foretrækker Endless Boogie i stedet at lade deres tunge blues komme snigende bagfra.
Dans og tranceblues
Det er blandt andet bandets snigende tilgang til æggende rytmer, der gjorde lørdagens sidste navn på Main Stage til den koncert, der også fik flest publikummer til at skifte til dansesko. Hvor meget rockmusik har til hensigt at få næven i vejret og hovedet til at rocke, da sigter Endless Boogie i højere grad efter fødderne og de vuggende bevægelser, hvilket skyldes en tungere kraut-inspireret rytmesektion, der giver bandets fremtrædende bluesrock en anderledes repeterende psykedelisk dynamik. Kombinationen af lange numre og en rytmefernis af hashtåget suverænitet gør det let for det lettere tålmodige publikum at komme ind i musikken, og af de 27 koncerter plus det løse, jeg så på Roadburn i år, var det koncerten med Endless Boogie, som man på behageligt vis forsvandt mest ind i sig selv under.
Et naturligt rustent pust
I live-regi er musikken dog ikke alt hos dette band fra New York, der med den særdeles karismatiske Paul Major og en utæmmelig Les Paul i front mildest talt har en stærk profil – eller rettere sagt, en stærk mangel på samme. Som det også er tilfældet i den musik, de spiller, er det nemlig naturlighedens jargon, der dominerer udtrykket, hvilket også kan karakteriseres som en behagelig mangel på ambitioner. ”You see what you get” har således sjældent været mere passende end hos Endless Boogie, og det virker kun rigtigt, at Major også går under navnet Top Dollar, som han synes at være den moderne retrorocks umoderne maskot. Top Dollar nærmer sig muligvis de 60, men han er en tidløs mand med et musikalsk ærinde af format, og udtrykket ”cool” har sjældent været mere passende, end da man oplevede Major på scenen til årets Roadburn.
Svedig lørdagslukker
Det var, som om de spillede for at fylde en dobbelt-lp ud til allersidste rille, sådan som en af festivalens længere koncerter stoppede efter præcis 80 pulserende minutter (hvem sagde Roadburn live-udgivelse coming up?). De havde spillet fire, muligvis fem numre, som alle emmede af det samme, men som på intet tidspunkt stod stille. Og da koncerten var færdig, havde Paul Major og Endless Boogie formået at slutte festivalens lørdagsprogram autentisk lurvet, musikalsk skramlende og pokkers overbevisende af. Som man forlod 013-spillestedet var det umuligt at lægge bandets krautende bluesrytmer fra sig, og den dans, som Endless Boogie spillede op til, sidder stadig i fødderne på én, også efter man er kommet retur fra Holland. Top Dollar og Endless Boogie viste sig at være akkurat lige så svedigt naturlige, som man havde håbet på.