Copenhell '17: For meget af det gode

Copenhell '17: For meget af det gode

Black Star Riders kørte den hjem på rutinen med fuld skrald på alle instrumenter i en grad, så det var som så med at høre detaljerne i musikken, som blev leveret af det ellers kompetente band.

Dato
23-06-2017
Genre
Trackliste
1. All Hell Breaks Loose
2. Heavy Fire
3. Bloodshot
4. Testify or Say Goodbye
5. The Killer Instinct
6. Soldierstown
7. When the Night Comes In
8. The Boys Are Back in Town (Thin Lizzy cover)
9. Kingdom of the Lost
10. Finest Hour
11. Bound for Glory
12. Whiskey in the Jar
Koncertarrangør
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
3

Fredag midt på aftenen stod valget mellem tågetætte Candlemass eller et klassisk rockbrag med et behørigt ekko af fortidens Thin Lizzy, som nok er referencen, der trækker publikum til, men desværre også skævvrider forventningsafstemningen i en grad, der falder hårdt tilbage på bandet. 

For Black Star Riders er alt andet end Thin Lizzy, selvom Scott Gorhams guitarudladninger momentvis bragte nostalgiske minder om en tid, der var.

Black Star Riders gik på scenen kl. 21.30 sharp, uden et ord, med titelnummeret fra debutalbummet ‘All Hell Breaks Loose’, foran en spredt menneskemængde, der nok var voluminøs, men virkede en anelse selvdød og i umiskendelig venteposition til den der sang fra det der band, der i sin oprindelige form havde legendariske Phil Lynott i front, og som kunne kendes på deres legende musikalitet, dynamik og unikke evne til både at skrue numre sammen og eksekvere dem energisk og ukompliceret. 

Der var ikke meget lighed med det der band, Thin Lizzy, og den guitardrevne trio med backingband, der stod på Hades. Materialet var sådan set fint, og især til en udendørs koncert for godtfolk, der har hang til at vippe med firefjerdedels-foden. 

Tre album er det blevet til for bandet, der opstod sidst i 2012, og sætlisten bestod af en god blanding herfra med overvægt på debuten, hvor koncertens bedste nummer ‘Kingdom of the Lost’ også stammer fra.

For godt en måned siden erstattede Chad Szeliga Jimmy DeGrasso på trommerne, og hvor imponerende det end var, at han kunne følge de drevne frontmænd på scenen i teknik, skinnede hans musikalske fortid i Breaking Benjamin også igennem. Der bragedes derudad i en lang, massiv udladning, uden veksler i feelingen og med manglende fornemmelse for hans egen rolle i et guitarbårent rockband. 

Og det var alt for meget af det gode. Lyden var ikke med Black Star Riders og mudrede i vinden, så nuancerne fortonede sig, men hvad der til gengæld lød fabelagtigt, var især Gorhams seksstrengede dame, der stort set alene kunne have fyldt pladsen ud, hvor det var nødvendigt. Tre fuldt komprimerede Gibsoner er simpelthen for mange, når de, der betjener dem, insisterer på at høvle dem til døde in the name of rock. 

Midtvejs i sætlisten kom den så, ‘The Boys Are Back In Town’, og så kan det nok være, at generation 50+ kunne betjene deres smartphones, når det ikke var nemID, der krævede evnerne. Folkefesten blev dermed så komplet, som det nok var muligt, og mens en yngre koncertgæst kastede sin aftensmad op i den stillestående pit og storsmilende vendte tilbage til festen med skoene placeret i selvsamme, samledes bandet for første gang på scenen og lignede nogen, der faktisk gad at spille koncerten.  

Grundproduktet, selv på en kedelig dag, var dog nok til, at koncerten kunne køres sikkert i havn, for rock i dens klassiske form går man sjældent galt i byen med. Således heller ikke denne gang.

Fire numre efter den elskede fællessang og præcis en time efter koncertstart gik Black Star Riders af scenen til en spredt klappen, der uden entusiasme anerkendte de rutinerede musikere, som lod til at have haft en standarddag på kontoret.