Copenhell '19: Smadrende stærk folkemetal
Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.
I disciplinen folkemetal er det nok hjemlige, nu hedengangne, Huldre, der holder klubrekorden på Copenhell, men på sidstedagens eftermiddag satte schweiziske Eluveitie sig for at tage kampen op. Det blev ikke helt så folkeligt samlende, som Huldre har formået, når de er rendt i skoven for at stopfodre Hades-scenen med bark og grønne blade, men mindre, eller rettere andet, kan også gøre det.
For Eluveitie repræsenterede ved dette intense show en anden del af genren ved simpelthen, ud over de traditionelle folkemusiktoner, stadig at være allerhelvedes meget metal. Det kunne man takke en røvtung, vellydende baslyd for, og et bæst af en trommeslager i Alain Ackermann, der veloplagt tæskede i trommerne. Ved længere shows denne sommer har der da også været indlagt trommesolo i bandets shows, men da programmet her på Copenhell bød på Living Colour på Helvíti, allerede 45 minutter efter Eluveitie skulle gå på scenen, så lå det ligesom i kortene, at sættet ikke ville overstige netop det tidsrum. Ingen andre koncerter, når musikken spiller på Helvíti.
Og således blev det også. Både band og publikum tunne tydeligvis godt have klaret mere, men hellere gå fra scenen hungrende efter mere end med et gab. Energien var i top hos det i dag kun otte mand høje band, da sækkepibespiller Matteo Sisti var bevilget en fridag, eftersom han var blevet gift dagen før. Men med drejelire, violin og lejlighedsvis harpe, fløjte og mandolin, så var det ikke, fordi guitar, bas og trommer savnede så meget fra den traditionelle instrumentpark at kæmpe med i lydbilledet.
Smukke duetter og et generøst drys metal
Det var forfriskende, at folkemetallen kunne være så metal uden at give afkald på folkemusikken. Det smukke i sidstnævnte var rigt repræsenteret, mest i nummeret 'The Call of the Mountains', hvor Fabienne Erni for alvor fik vist sin flotte vokal og stærke stage presence. Hun spillede også harpe flere gange undervejs, men fik i dette nummer lov at tage en mere fremtrædende position.
Ellers var det Chrigel Glanzmann, der fermt førte bandet frem og for alvor stod for kontakten til publikum. Hans rå stemme i grænselandet til growl var glimrende for at fremme metalelementet i showet, men også i duetter med Ernis smukke stemme gik det rent ind. Fremragende beauty and the beast-dueller. På guitarsiden var det ikke kun riffs, og der blev undervejs også liret godt, så de, der måtte mene, at festivalen havde for lidt power metal også fik lidt helteri.
En glimrende start på Hades-programmet denne lørdag. Medrivende energi, stærke melodier og tilpas meget brutalitet til at fange dem, der bliver skræmt af udsigten til violin og drejelire. For som det blev serveret denne dag på Copenhell, så var det mindst lige så meget metal som folkemusik.