Copenhell '19: Velsmurte stonerveteraner
De orange nisser høvlede igennem og susede over land og rige med en tung, fuzzet støvsky bag sig, der berigede Pandæmonium med klassisk stoner. Et rutinepræget, men hyggeligt show af briterne.
Orange Goblin har ikke grebet deres navn ud af den blå luft, men i stedet søgt mod den nærmeste og mest oplagte inspirationskilde. Nemlig de selvsamme forstærkere, som gruppen sender deres klassiske stonerrock igennem.
Klassisk er ordet, for Orange Goblin har simpelthen sat tjek ud for samtlige punkter på stoner-listen. Beskidt, støvet, rockende og catchy. Havde de været et nyt band, kunne de sagtens være druknet i mængden, som de fleste også gør, med den indstilling. Men Orange Goblin kan trække deres tråd helt tilbage til 1995. Og endnu mere bemærkselsværdigt har samtlige nuværende medlemmer været med fra den gang.
Op- og nedture har der, som for de fleste bands, været rigeligt af. Men siden Orange Goblin udgav deres syvende album 'Eulogy for the Damned' i 2012, har de oplevet deres anden ungdom med en manifestation som en af stonerrockens store kanoner.
Det store hit fra selvsamme plade, 'Red Tide Rising' kom som forventeligt til sidst, men inden da havde gruppen i takt med eftermiddagssolens tiltagende styrke sendt bølger af varm, fuzzet og elektrisk stonerrock ud over Pandæmonium. Den energiske 'Scorponica' lagde heftigt fra land, og de fuldendte den forrygende indledning med hurtigt at sætte i 'Turbo Effalunt'.
"Fucin' hell yeah" lød det efterfølgende fra frontmanden Ben Ward. En sympatisk skikkelse i front, der tydeligvis selv har et ønske om, at folk bare skal have det godt og sjovt med Orange Goblin. Og kiggede man ud over pladsen, var der heller ikke andet end smil og øl i mundvigene og en markant duft af cannabis.
Bandet plukkede lystigt fra deres over 20 år lange karriere ud i stonerrock fra bagest i værkstedet, hvor hobbymekanikere verden over søger hen for at sniffe motorolie fra deres første vrag af en bil, som stadig hænger ved i væggene.
Et meget velspillet show, som manglede det sidste skud intensitet fra band og publikum for at komme helt op at ringe.