Copenhell 19: Lydmand spolerede briter

_R7A0726 copy
_R7A0769 copy
_R7A0686 copy
_R7A0779 copy
_R7A0824 copy
_R7A0812 copy
_B2A8099 copy

Elendig lyd og sløjt fremmøde satte fra starten Tesseracts djent ud af kurs. Først efter en halv time blev der rettet ind, og briterne forlod i sidste ende scenen med æren i behold.

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Igennem ti år har Copenhell gjort en stor dyd ud af, at der skal være heavy metal i alle genrens afskygninger på programmet. Strategien er beundringsværdig og er formentlig også en væsentlig faktor for festivalens store succes. Men ud af årets 25.000 betalende gæster var det temmelig tydeligt, at det ikke just er den progressive subgenre djent, der får metalfans til at valfarte ud på Refshaleøen.

Britiske Tesseract anerkendes som en af djentens pionerer, men selv den status gjorde ikke særligt stort indtryk på Copenhells tusindvis af gæster. Deltagelsen var ualmindeligt fesen, da kvintetten indtog Hades fredag eftermiddag.

Musikken startede lige så fladt som fremmødet. Det kunne briterne takke deres lydmand for. Allerede under første nummer sprang forsanger Daniel Tompkins ned fra scenen og gav den fuld gas med mikrofonen lige op i snotten på de sparsomme forreste rækker med dedikerede fans. Det havde sikkert været effektivt, hvis musikken var fulgt med ud over scenekanten. 

Det gjorde den bare ikke. Lyden var lav. Og Tompkins’ vokal og instrumenterne skar ikke igennem, så ’Acceptance’ og ’Deception’ fra gruppens 2010-debut-ep ’Concealing Fate’ druknede i et sløjt miskmask af utydelig støj.
 
Først efter en lille halv time blev der justeret og rettet ind. Og skruet op for volumen. Det er åbenlyst ikke godt nok med kun 60 minutter til rådighed. De fem mænd på scenen lod dog ikke selv til at bemærke oplevelsen, for lytterne sejlede. Energien var godkendt. Iført en sort, langærmet trøje – med frynser på ærmerne! – gjorde Tompkins sit til at sparke en fest i gang. Men dørene til den blev først for alvor åbnet med ’Survival’ fra ’Polaris’-albummet fra 2015, hvor Tompkins vendte tilbage i spidsen for Tesseract efter tre års fravær.

Med den 35-årige frontmands bevægende vokal og den barfodede Amos Williams' sublime fingerspil på bassen åbnede gruppen virkelig for djent-sluserne efter ’Survival’ og i koncertens sidste 20 minutter. Det så måske ikke ud af meget. Tesseract fik det til at se nemt ud. Men det er absolut ikke en nem opgave at kaste sig ud i at kopiere briternes moves og mange breakdowns på instrumenter. Med den gode lyd og forhøjede energi både på scenen og foran den trak musikken et hobetal af nysgerrige ansigter til sig.

Tompkins kvitterede med et oprigtigt og eftertrykkeligt ”what an awesome crowd”. De nyankomne fik da også en gedigen djentskalle med de afsluttende tre numre fra sidste års ’Sonder’. De fremragende og melodiske riffs i ’Smile’ fremstod knivskarpe i lyden. ’King’ satte en sand hoppefest i gang. Og ’Juno’ cementerede, hvorfor Tesseract er blandt elitens øverste inden for djent. Modsat den bundskraber af en lydmand, briterne desværre havde medbragt.