Copenhell 2018: Kellermensch strøg til himmels
Populær
Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.
Det har været imponerende at følge Kellermenschs genoprejsning oven på sidste års formidable “comeback”-plade 'Goliath' – der altså kom hele otte år efter debuten.
De har siden spillet på stort set alle landets større festivaler, og nu var tiden så også kommet til Copenhell.
Selvom Kellermensch i essensen er et rockband, som låner fra metallen her og der, så skorter det ikke på mørket i bandets musik, der med en udtalt fin fornemmelse for eksistentielle kvaler alligevel bliver omsat til noget, der emmer af håb.
Det var dog alt andet end håb, men snarere et væld af smerte, som drev Kellermensch frem. Det på scenen otte mand store orkester rev og flåede i både sig selv og publikum, så blodet nærmest fossede ud fra livets træ på Hades.
I front er guitarist og forsanger Sebastian Wolff svært at få øjnene fra, når han gang på gang vrider alt ud sig selv. Stemmen var måske ikke i top, men den ekstra hæshed medvirkede kun til fornemmelsen af, at Kellermensch hellere vil dø på scenen end efterlade et indtryk af, at de havde mere i tanken.
Allerede i tredje indslag, den småsære 'Mediocre Man', kastede Sebastian Wolff vredt guitaren fra sig og smadrede mikrofonstativet, som var det en kommentar til selvsamme middelmådighed, som nummeret kredser om. Og i det sidste stykke var han helt nede og hente sig selv, mens han småskrigende bad om en chance til.
“Det lyder nærmest, som om han bløder hvert et ord,” bemærkede en ven undervejs . Som om hver koncert potentielt er den sidste. Hvilket forhåbentlig ikke kommer på tale før om mange år, for det er sjældent set med et band af Kellermenschs kaliber. Og man forstår bedre og bedre, at det skulle tage så lang tid at komme med opfølgeren, når man mærker den indestængte energi, som har fundet sted i skabelsen – og som fik frit løb under koncerten.
Resten af bandet tager sig yderst stilfuldt ud, hvor især bassisten Claudio Wolff strålede med sin lyse skjorte og højtsiddende bas, som konstant fik slag og skabte en tyk bund i samspil med gulvbassen, mens han kontinuerligt vandrede fra side til side. Med så mange medlemmer på scenen bliver det nærmest til et stort åbent køkken, hvor flere også har dobbelt-tjanser, som for eksempel Christian Sindemann, der både tager sig af brøl/andenstemme og orgel – og ligesom alle andre gjorde det til perfektion i et godt balanceret lydbillede.
Sætlisten var en fin kombination af deres to plader, hvor ikke mindst 'Remainder' og 'Lost at Sea' ramte lige ind i sjælen hos publikum, mens ekstranumrene blev en lille perlerække af bandets største hits i 'Bad Sign', der fik Sebastian Wolff til sejrende at lade sig bære af publikum, inden hele den uforglemmlige seance lukkede med 'Moribound Town' og 'Army Ants'.