Copenhell 26: 'Han var Ahab'
Med afsavn spillede Mastodon den koncert på Refshaleøen, som vi turde håbe på.
2. The Motherload
3. The Crux
4. Your Ghost Again
5. Crystal Skull
6. Black Tongue
7. Megalodon
8. I am Ahab
9. More Than I Could Chew
10. Crack The Skye
11. Motherpuncher
12. Steambreather
13. Blood and Thunder
Elefanten i rummet, eller den hvide hval, om man vil, da Mastodon skulle lukke onsdagen på Hades var, hvordan oplevelsen af de proggede sludgepionerer skulle blive uden Brent Hinds. Mastodon har altid været lyden af en sum af fire musikere, der har sat hver deres tydelige præg på musikken. Alligevel har Brent Hinds altid været “ansigtet” på bandet for undertegnede, på trods af, at Troy Sanders og Brann Dailor har delt tals- og frontperson-rollen. Hans vildmandsattitude og hillbilly-bluesede guitarstil, har bare været synonymt med Mastodon.
Men i aften trådte Mastodon på scenen med den blændende dygtige guitarist, Nick Johnston til albumåbneren ‘Tread Lightly’, som blev efterfulgt af ‘The Motherload’. Det bliver hurtigt tydeligt, at Nick Johnston ikke bare er uhyre dygtig, men han rammer faktisk Hinds’ stil rigtig godt. Ikke bare, fordi han spiller soli rimelig tro mod pladerne, men han rammer viben virkelig godt også – omend en kende mere smooth.
Rygterne om Mastodons genfundne spilleglæde var dog ikke rigtig at mærke i starten. De var noget træge i det, men da først de spillede deres nye single ‘Your Ghost Again’ og dedikerede den til deres afdøde bandmakker, begyndte tilstedeværelsen og spilleglæden at blive betydeligt mere mærkbar. ‘Black Tongue’ vækkede stor begejstring i publikum, og bandede emmede af spilleglæde og kraft under ‘Megalodon’, hvor Brann Dailor fik svinget circlepitten i gang.
De fleste, der har set Mastodon live før, har nok erfaret, at vokalpræstationerne kan være lidt af et lotteri. Men i aften sang både Troy Sanders og Brann Dailor ganske fint. Til gengæld var der nogle chucks fra Johnstons guitar, der lød meget spinkle i nogle af sangene. Bill Kellihers massive rytmeguitar var ikke helt nok til at veje op for det, og det tog desværre noget af brutaliteten ud af numrene.
De betydningsfulde ligheder
Efter Megalodon forblev vi i Leviathan-land, hvor ‘I am Ahab’ blev præsenteret med en passende litterær introduktion af Troy Sanders. Ahab var en galning, der var så forblændet af sit behov for hævn, at han kastede sig selv, sit mandskab og sit skib ud i afgrunden. Alligevel inkarnerer Ahab på godt og ondt trodsigheden som egenskab. Styrke og vanvid bliver altså i form af Ahab til samme side af samme sag. Lighederne mellem Ahab og Hinds er ikke til at tage fejl af. Det var både en hyldest til Hinds' uforlignelige talent og person, uden i øvrigt at underkende, at forholdet ikke også havde været svært.
Gutterne fra Georgia fulgte op med ‘More than I Could Chew’, der med sit tunge riff og storslåede outro sad lige, som den skulle. Det skumle titelnummer ‘Crack the Skye’ fulgte efter og sad lige i skabet. Det blev især understøttet flot af den højhattede João Nogueiras stemningsfulde keyboardflader og bandets meget rige og brede farvespektrum i lyset.
Mastodon eksekverede flot deres fremragende sætliste, der kom godt rundt i hele diskografien. Det var derfor også helt perfekt, da de tæt på slutningen spillede den groovy og catchy ‘Steambreather’ på overbevisende vis, og selvfølgelig lukkede ballet med ‘Blood and Thunder’. Der havde ikke været nogen fortælling i Moby Dick uden Ahab, og der havde nok heller ikke været meget Mastodon uden Brent Hinds. Men ligesom fortællingen lever videre, gør Mastodon det tydeligvis og heldigvis også.