Ekstraordinær kulisse, ordinær musik
Gigantiske slangehoveder. Altre. Farvestrålende gudemasker. Tibetanske bedeflag. Guld, masser af guld. Røgelse. Tjekkiske Cult of Fires sceneudstyr var spektakulært torsdag på Hotel Cecil. Desværre var musikken bare spektakulært middelmådig.
Det tjekkiske black metal-band Cult of Fire virker som designet til at blive filmet og fotograferet og delt på sociale medier. Ligesom så mange andre maskeklædte bands, fra Ghost til Batushka.
Hindu-black eller Indiana Jones-kulisse?
I hvert fald har jeg sjældent set mage til udstyrsstykke som til det eksperimenterende tjekkiske black metal-band Cult of Fire denne torsdag på Hotel Cecil. Et trommesæt viklet ind i tibetanske bedeflag. To gigantiske slangehoveder der hæver sig over sæderne, hvor de to guitarister iført hver sin sorte maske og sorte gevandter. Et alter med hinduistisk og buddhistisk parafernalia og frugter. Og en forsanger iført en gigantisk Citipati-maske, som får ham til at rage tre meter op, og rituel robe så farvestrålende, at Rob Halford må se misundelig til. Det er, som om man er på filmsettet til 'Indiana Jones and the Temple of Doom'. Det er imponerende at se på, og koncerten igennem har en stor del af publikum da også deres smartphones fremme.
Alligevel er der noget sært udvendigt over den måde, Cult of Fire inkorporerer elementerne på. De rituelle elementer med sitar og, øh, hammondorgel, kører over backingtrack, og den musikalske inspiration fra indisk musik begrænser sig til introer og outroer og virker mest som en udbredt vestlig forestilling om indisk musik; et strejf af atmosfære og ikke ret meget mere.
Formløst og forglemmeligt
Selvom bandleder Vladimír Pavelkas interesse for Indien angiveligt er reel nok, selvom alt udstyret må have kostet en formue, og selvom man næppe kalder et album for 'मृत्यु का तापसी अनुध्यान' af kommercielle hensyn, så er gruppens musik som regel temmelig ordinær black metal, som kan sammenlignes med alle og ingen. Undtagen når sangene flyder adstadigt rundt uden mål og med. Det sidste skal sikkert forestille at være progressivt og eksperimenterende, men i praksis er det mest bare kedeligt og formløst og blottet for hooks eller bare et eller andet, som gør, at man husker noget af sangen, efter den er slut.
På samme måde kan bandets kulisser og udklædning forveksles med sceneoptræden. Men reelt er der ikke nogen sceneoptræden. Det er udklædning og kulisser og intet andet. Guitaristerne sidder bare der i deres udklædning, og frontmanden står bare der i sin udklædning og gør håndtegn og roder med lidt tingeltangel. Det er selvfølgelig svært at sidde i skrædderstilling iført maske og spille black metal-guitar, og det er sikkert også varmt.
Men når den indledende benovelse over den spektakulære kulisse har lagt sig, går det op for en, at der ikke sker noget på scenen. Selvom trommeslager Peter Heteš spiller virkelig godt, føles liveoplevelsen en kende steril, når både bas og indiske elementer afspilles via backingtrack.
Bananmysteriet
Jeg ender med at bruge lang tid på at tænke over, om bananerne på alteret er ægte eller kunstige. Bagefter kan fotografen fortælle, at de skam var ægte nok. Point for det, og point for at gøre så meget ud af udklædning og kulisser. Men at jeg bruger så lang tid på at tænke over de bananer, peger også det helt store problem: Cult of Fires musik er simpelthen ikke særligt spændende.
Da de spillede på Metal Magic helt tilbage i 2014, var jeg ellers begejstret for dem, og jeg købte straks deres plader. Mens jeg står og mediterer over bananerne torsdag på Hotel Cecil, går det op for mig, hvorfor jeg ikke rigtig har gidet høre pladerne. Udover det visuelt spektakulære er der simpelthen ikke ret meget at komme efter. Jeg tog fejl dengang, beruset af kutter og ild og røgelse (og måske lidt af øl og af, at debutalbummet, 'Triumvirát' er habil black i en stil mellem Master's Hammer og Celtic Frost). De andre maskeklædte bands kan trods alt præstere nogle hits. Cult of Fire kan præstere at se interessante ud i fem minutter. Selv tog jeg kun min telefon frem for at kigge på klokken. Der er lang kø til merchboden, da jeg går hjem. Mon pladerne vil blive hørt?