Dansk triumftog på Wacken

Populær
Dansk triumftog på Wacken

Volbeat debuterer på den store scene og gør det godt

Kunstner
Spillested
Dato
01-08-2009
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

For Volbeat var Wacken Open Air 2009 deres anden optræden på Europas største metalfestival, og første gang på den store scene lørdag aften. Første gang de optrådte var i 2007 hvor de fyldte Party Stage så kompakt, at arrangørerne fik et vink med en vognstang om, at her var et band der sagtens kunne have fyldt den store selvom det var deres debut på festivalen.

Klogeligt nok, efter to år med øget eksponering og popularitet syd for grænsen, så fik de chancen i år. For mens Volbeat-feberen har lagt sig i Danmark, så rocker tyskerne stadig med på tonerne til "A Garden's Tale", "Caroline Leaving" og "Maybellene i Hofteholder". Volbeat fyldte festivalpladsen og har vel spillet for godt 50.000 mennesker på denne lørdag aften. Det var det triumftog man kunne forvente efter deres kometkarriere da "Rock The Rebel/Metal The Devil" udkom og efterfølgende blev fulgt op af "Guitar Gangsters & Cadillac Blood".

Volbeat leverede varen som de plejer, nu uden alt for mange gæsteoptrædener fra roadies m.v. De klarer selv ærterne og det klæder dem. Det er blevet mere professionelt, på både godt og ondt. For efter x antal hundrede shows bliver det sværere og sværere at finde på noget originalt til hver koncert, hvorfor intro og dedikationer til Johnny Cash osv. er set og hørt rigtig mange gange af undertegnede.

Det skal dog ikke tage noget fra Volbeat. Fremmødet og modtagelsen fra de mange festivalgængere gjorde at det var en god koncert. Volbeat var i god form og gav den gas.

Et lille kuriosum som jeres anmelder studsede over var, at mens Volbeat var i fuld sving med deres koncert, stod Franz Hellboss mutters alene på den anden store scene og indstillede guitaren til Machine Heads headliner-show umiddelbart efter Volbeat. Det var der højst sandsynligt ikke ret mange der bemærkede, men jeg blev lidt nostalgisk og tænkte tilbage på en kold aften sidst i oktober måned 2006. Pumpehuset. Dengang vi havde Volbeat for os selv og Franz vred strengene. Guderne skal vide der er sket meget siden da, og det blev bare lige opfrisket for en kort bemærkning.