RF '22: Demonstration på Rising
Der blev igen langet fuckfingre ud til nær og fjern på Rising.
Når nu Roskilde Festival ofte er en pøllet og øllet lalle-fest, kan det være vigtigt at blive mindet om, at der udenfor festivalboblen er masser af ting at være sur over. Der kom de norske punkrockere, Daufødt, ind i billedet. Dagen før på Rising fik vi i et eller andet omfang også en punket og politisk påmindelse af Joe and the Shitboys, men det var først og fremmest en fest. Daufødt kunne heller ikke lade være med at smile af publikums varme velkomst, men udtrykket var først og fremmest et kompromisløst vredesudbrud.
Sangene var mørke og greb fat i publikum med det samme. Her dansede man altså ikke, men publikum måtte alligevel bevæge, sig og pitten startede derfor meget hurtigt. Som koncerten skred frem, blev den kun større og blev efterhånden bredere end scenen selv.
Med det sagt, så skulle bandet selv lige rigtigt i gang. Det var lidt svært at mærke bandet igennem første halvdel, med undtagelse af forsanger, Annika Verdel Homme, der krængede liv og sjæl ud med sin skrigende vokal. Publikums energi gjorde dog tydeligvis indtryk på hele bandet og gradvist blev kom de også op i gear.
Blødende hjerter for Oslo
Hen mod slutningen hev den arrige Annika et stort regnbueflag frem, og vejrede det med hujende respons fra publikum. Vi vidste alle sammen godt, særligt i de her dage, hvad det handler om og at det ikke mindst må ligge tæt på kroppen for de vrede nordmænd. Det var virkelig rørende – så efter at have vundet publikum helt og aldeles over, sprang Annika ud og i ned fra scenen og blev båret rundt af det ivrige og ligesindede publikum.
Så lidt fest blev det da, men demonstration er næsten et mere dækkende ord.