De mange knives nat
PopulærHernings 100 Knives Inside imponerede alle med både høj teknisk kvalitet, samt evnen til at få publikum med.
Wacken Open Air Metal Battle 2010 var på forhånd garanteret en succes. At skulle høre en masse unge, håbefulde bands, vil altid afstedkomme positive overraskelser. 100 Knives Inside var netop et sådant.
Højt teknisk niveau og en god energi. Specielt guitaristerne stod klart frem i lydbilledet. Frontmanden var også god, med masser af gåpåmod, stærk vokal og en sceneoptræden, der ligner noget der kan blive rigtig godt.
Deres hårdtpumpede version af dødsmetal med snert af andre stilarter gør sig godt live, og de unge midtjyder var befriende veloplagte og udviste selvtillid og vilje.
100 Knives Inside gik sikkert videre til finalen på Voxhall i Århus d. 20. februar 2010, og der vil det vise sig om de mange knive er nok til at skære sig en plads på programmet til dette års udgave af Wacken Open Air.
Inden vi når så langt skal finalen naturligvis afvikles, og så har denne redaktion fået lovning på et eksemplar af den EP, de udgiver 19. marts i år. Vi glæder os allerede til at høre, hvad de kommer op med.