RF '19: Hiphopfest fra fremtiden

maxresdefault

De amerikanske industrial-hiphoppere leverede det knusende show, som mange havde forventet, med en intensitet lig et metalshow fra en fjern fremtid.

Kunstner
Dato
05-07-2019
Karakter
4

Det amerikanske hiphop-band Death Grips er et lille stykke musikhistorie om, hvor langt man kan nå, hvis man giver pokker i konventionerne og samtidig formår at levere noget musik, som er så hårdt og eksperimenterende, at folk ikke kan lade være med at lytte. Sådan er det gået bandet siden de to kerne-medlemmer, rapperen og lyrikeren MC Ride og tromme-geniet Zack Hill, fandt sammen i 2010.

Det er siden blevet til hele seks albums og en pæn mængde opsigtsvækkende videoer, som hurtigt fik Pitchfork med på hypen. Og derfra er det kun gået en vej. Der skal trods alt også noget til, at man som et industrielt-lydende hiphopband fra fremtidens værste mareridt skal kunne indtage Arena.

Men det var et passende sted for Death Grips at slå et slag for dommedag og mose den berusede crowd helt ned i jorden med de tungeste elektroniske trommer på årets festival og et virvar af distortede melodier og stemninger, som for alvor blev skræmmende med MC Rides dødsrap.

Alt var skruet så meget op, at det nærmest var umuligt at differentiere de enkelte numre i deres onde Dälek-inspireret univers, omend den kradsbørstige 'Guillotine (It goes Yah)' midtvejs i sættet formåede at skille sig ud med sit voldsomme omkvæd.

Overalt i teltet kastede og hoppede de danseliderlige kroppe sig ind i hinanden, mens Death Grips styrede slagets gang på brutal vis. Badet i faretruende rødt lys tog de som ud som kultledere, der var kommet langtvejs fra for at slå vores egen tid ihjel.

Moshen har også vundet indpas hos den moderne hiphop, men hvor det til tider stadig kan virke malplaceret, så er det nærmest umuligt at foretage sig andet til Death Grips. Rytmerne er tunge som dødsmetal – og reaktionen hos de fleste i Arena var derefter.

Et show, hvor tid og sted for en stund føltes totalt opløst, og hvor det var vigtigere, hvordan musikken ramte end hvordan den lød. En frontal hammer lige i ansigtet, som gjorde mere ondt jo mere man forsøgte at undgå den. En sønderlemmende fest, der gav køb på detaljerne i musikken i jagten på den ultimative mosh.