Anbfaling

Opeth spillede præcis samme sætliste, da de besøgte et udsolgt Voxhall i Århus. Lyd og lys var i top. Publikum var sjældent respektfulde og holdt stort set kæft, når bandet spillede ballader - hvilket siger noget om, hvor intenst, de leverede varen. Bandet spillede knivskarpt og engageret sammen, og mellem numrene var der adskillige smil og indforståede gags mellem bandmedlemmerne. De lod til at have det sjovt, og det bidrog til det gode humør blandt publikum.

Mikael Åkerfeldt ER et sludrechatol, men på trods af hans ry som pinlig og akavet frontmand, var han denne aften en førsteklasses entertainer. Han fortalte anekdoter, kommunikerede lystigt med publikum, som var vilde med det. I det hele taget var stemningen fremragende i salen.

Selvom jeg som gammel fan naturligvis gerne ville høre gamle klassikere, var jeg godt tilfreds med de sange, de valgte at spille. De nye numre fungerer godt live, og variationen i sættet var gennemtænkt. Ghost of Perdition, Deliverance og Blackwater Park er fantastiske stykker musik, og når de leveres med indlevelse, er der få bands, der kan følge Opeth. At de så smed sjældnere livenumre som White Cluster og Hope Leaves, måske deres smukkeste ballade, med i posen, fuldendte koncerten med mig.

Min kammerat, som så Opeth live for første gang, sagde efter en lille uges fordøjelse, at det er en af hans livs bedste koncerter, og han har et pænt stort sammenligningsgrundlag. Så Opeth fungerede i hvert fald prima for ham. Jeg var selv rigtig godt tilfreds uden at være helt så begejstret som ham. Det var min fjerde omgang med svenskerne, og bortset fra min første koncert med dem (præcis ni år tidligere samme sted - en koncert Åkerfelt i øvrigt huskede og refererede til pga et urkomisk streaker-optrin på scenen, som kun Århus kan levere dem), var dette klart det bedste, jeg har set fra Opeth i livesammenhæng. Hvem ved, måske havde de brændt alt krudtet af, da de nåede til Vega?

Karakter: 5/6