Døden kom tidligt og gik sent

Døden kom tidligt og gik sent

Halvtomme sale og flyttede eller aflyste koncerter har der været meldt ud om en del på det sidste, men 'Thrash and Burn'-touren med blandt andet Dying Fetus kunne heldigvis sagtens lokke folk til The Rock.

Kunstner
Spillested
Dato
13-04-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Tirsdagens koncerter indledte en uge, hvor alle dødsmetal-glade folk nærmest kunne tage fast bopæl i klippekælderen, da spillestedet bød på dødsmetal hele fire aftener. Først var det den helt store, brutale pakke med Revocation, Beneath The Massacre, Origin og Dying Fetus.

Det første positive indtryk stod publikum for. Allerede før kl. 21, var der ganske, ganske velbesøgt på The Rock. Så det tegnede til en glimrende aften, selvom lyden ikke helt var med trioen Revocation, hvor det ikke virkede som om guitar og bas var rigtigt integreret med trommerne. Men der var mange fede riffs og soli, der dog godt kunne have brugt en akkompagnerende rytmeguitar.

Selvom canadiske Beneath The Massacre (foto # 4+5) også kun spillede med én guitar – en detalje, der faktisk gjaldt alle fire bands denne aften – så var lyden langt mere fyldig nu. Dødsmetallen var smagt til med diverse hardcore-tendenser og der var et væld af maniske temposkifts fra bandet, hvis medlemmer alle har været med siden dannelsen i 2004.

Vokalen var for lav i starten af showet og virkede derfor meget monoton og kedelig, men da den kom længere frem i mixet, så begyndte den at give mening på sin herligt brutale facon, og musikken voksede. Guitaristen flyttede ikke én gang øjnene fra gribebrættet, men hvad der manglede i show fra hans side, gav bassisten så i stedet via oplagt basspil og en nærmest fjoget dans.

Basspillet var et helt show i sig selv

Der var helt klart folk blandt publikum, der mest var kommet for Origins (foto # 1-3) skyld, og blot tog de andre bands med som en dejlig tilføjelse. Amerikanere satte tempoet op og holdt det dér. Det var vanvittigt imponerende spil fra alle i bandet, og uden at det skal betyde at ære og hyldest skal pilles fra nogen, så skal Mike Flores igen fremhæves. Som for nogle år siden på Loppen, så er hans spil et sceneshow i sig selv. En lille mand med bassen højt siddende og så ellers et tempo, så det menneskelige øje er på grænsen af, hvad det kan nå at opfatte. Og det er med tapping, slapping og hele pibetøjet over hele gribebrættets længde.

Ærgerligt var det måske, at bassen så ikke var mere fremtrædende, når nu spillet var så imponerende. Men det samlede mix var egentlig som det skulle være, så Origin lød bragende godt, og fraværet af Jeremy Turner på guitar betød ikke noget for helhedsindtrykket, der resulterede i ømme nakker og smil efter en fabelagtig oplevelse for folk, der kan lide sin dødsmetal voldsom, teknisk og ikke mindst: hurtig! Vokalen fra den nye mand i folden, Mica "Maniac" Meneke, stod desuden udmærket mål med de talentfulde instrumentalister, og så havde han et glimrende fair for at piske en god stemning op.

Den helt rigtige dessert til mætte dødsentusiaster

En god tur gennem nyt og gammelt materiale stod ligeledes amerikanske Dying Fetus for. Der var egentlig fem bands på plakaten, men Man Must Die havde meldt afbud. Allerede ved fire dødsbands i én pakke kan man frygte for mæthedsfornemmelse, når sidste band går på – endda først kl. 23.30 på en hverdagsaften. Men den stadigt velbesøgte koncertkælder havde ikke fået nok, og stilen fra Dying Fetus var måske også den allermest rigtige ovenpå Origins ræs. Det var nemlig et show med vægt på tyngde og groove indimellem de mere hurtige stykker. Tempovariation på en langt federe måde end Beneath The Massacre havde serveret den.

Dying Fetus tog prisen for aftenens absolut bedste lyd. Der kunne ikke sættes en finger på den ekstremt fyldige lyd. Selvom Sean Beasley valgte at betjene sin bas med plekter og ikke med epileptisk hurtige fingre som Origins Mike, så var der stadig plads til tekniske detaljer a la sweeping. Vokal ping-pongen mellem ham og guitarist John Gallagher var en fornøjelse at lægge ører til, mens Trey Williams tæskede sine tønder som en maskine med en menneskelig sjæl. Det blev til næsten en time med fantastisk dødsmetal, som blev modtaget med stor begejstring.

En herlig aften via veloplagte bands og ikke mindst et ditto publikum. Med en samtidig melding om udmærket besøg til Eyehategod på Loppen, så kan det vist roligt konkluderes, at der skam stadig er et engageret metalpublikum i København og omegn. Stærkt!