Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 24: Hekse, søpapegøjer og ulve, uha!

Updated
EIVØR 240621-16
EIVØR 240621-5
EIVØR 240621-31
EIVØR 240621-18
EIVØR 240621-14
EIVØR 240621-2

Eivør, eller anmeldelsen, hvor vi aldrig finder ud af, om der findes ulve i Færøerne, men hvor anmelderen får det hele til at handle om ham selv.

Kunstner
Dato
21-06-2024
Koncertarrangør
Fotograf
Kasper Pasinski
Forfatter
Karakter
2

Der var totalt proppet på Gehenna, inden Eivør med band gik på scenen. Måske trængte folk til en pause fra chugga-chugga, måske var det færinger plus alle dem, der er her på en firmabetalt turistbillet. Måske har Eivør rigtig mange fans i Danmark. Uanset hvad, så er her en tidslinje over anmelderens tanker.

18.31: Man forstår godt, at Eivørs musik er blevet brugt i tv-serier. Hendes musik lyder som introsekvensen til en Nordic noir-serie på Netflix.

18.38:
Musikken er er super veludført inden for genren, men jeg får Sorten Muld-PTSD. Det er mit problem. Jeg er gammel nok til at have været til koncerter i 90’erne.

18.39:
Eivør spørger til, om der er færinger til stede, og straks ryger der færøske flag i vejret. Det er rigtigt nice, og Eivør virker oprigtigt sympatisk, og hun synger virkelig godt, men materialet er der ikke. Det er små-bedaget elektronik og himmelstræbende sang. Det lyder som en bilreklame.

18.40:
Deltager Færøerne i Melodi Grand Prix? Hun kunne vinde det, og det er ikke en sviner. MGP er sgu okay.

18.45:
Lyden er god, og den der tromme med resonator-reverb på lyder sejt, men jeg ser hele tiden billeder af ulve, der løber i slowmotion, for mit indre blik, hvilket er den vildeste tv-kliché. Bor der ulve i Færøerne? Måske ikke, men Eivør giver mig ikke søpapegøjer i slowmotion-vibes. Måske ville jeg have elsket den musik, der gav mig det. Det tror jeg. Søpapegøjer, eller lunder, er fabelagtige.

18.47:
Jeg gad virkelig godt kunne lide det, for Eivør er sådan set sej nok, men alas.

18:54:
Folk omkring står bare og snakker, og jeg står bare og er fanger i mine tanker.

18.56:
Nu får hun folk op at køre med noget rytmisk hvæsen. Publikum vågner op. Det er faktisk også ret sejt.

18.57:
Eivør er oprigtigt charmerende og autentisk. Man holder virkelig med hende, men folk her er åbenbart kommet for at snakke, og lige juble over den seje hvæseting.

19.01:
  Jeg kæmper for at åbne mig og blive rørt, men musikkens glatte overflade vil ikke lukke mig ind.

19.05: Det er jo godt, egentlig. Måske er det mig, der er gået i stykker indeni?

19.06:
Eivør spiller en heksepositiv sang, hvilket jo er perfekt timing i forhold til Sankt Hans. Det er det fedeste nummer hidtil, og jeg er totalt nede med hekse, kloge kvinder og at brænde noget andet end kvindefigurer af på søndag. Patriarkatet for eksempel. Lad os smide det på bålet.

19.09: Musikerne er dygtige, og det her heksenummer er lidt mere rørigt og knap så kontrolleret. Gid det var mere af det frem for den der ufejlbarlige højloftethed.

19.16:
Det er helt klart bedre med de ekstra musikere, end da hun varmede op for Heilung i Forum. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan blive revet med. Måske er det, ligesom med en lastbil, en blind vinkel, jeg har? Måske ville jeg bare bedre kunne lide det, hvis der var lidt søpapegøjevibes og kaos og ridser i lakken frem for et fucking trommer og cheesy vocoder-break. Det var sgu et seriøst brud med den gode smag, Eivør.

19.20:
Jeg er rigtig vild med, hvor glad Eivør er for oplevelsen. Jeg under hende det virkelig. Det må være en fed optur at spille for et helt proppet Gehenna.

19.22:
Den sidste sang har nogle ret lækre dissonante akkorder, men jeg tror, at problemet for mig er, at Eivør synger så perfekt, at mine følelser ikke han hægte sig fast på musikken. Hvis man godt kan mærke noget, der er sådan helt musical-perfekt, så har det her helt sikkert været en vild oplevelse. Den der musicalfølelse forstærkes i øvrigt, når hun synger på engelsk.

19.26:
Undskyld, Eivør. Jeg ved godt, at det er mig og ikke dig, den er gal med. Jeg kan høre dig, men jeg kan kun mærke dig, når du taler mellem numrene. Selv når du går helt amok i fraseringerne, som her til sidst, så sker der intet inden i mig. Undskyld.