Et mægtigt punktum

Et mægtigt punktum

Meshuggah som afslutning efter en lang award-aften, var på alle måder passende

Kunstner
Spillested
Dato
16-01-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Mange af showets priser gik i år til bands der ligger i randen af hvad en renhjertet ville kalde metal, så derfor var det mere end kærkomment, at Meshuggah som afslutning kom med noget der ubestrideligt ligger midt i metalorkanens øje, selvom det måske ikke har den bredeste appel.

Meshuggah leverede en koncentreret og præcis indsats som nærmede sig det perfekte. Stilen er en særlig ondskabsfuld form for metal, der hverken har omkvæd eller syng-med stykker, men er matematisk gentagende og maskinel med sære rytmer som det bærende og kun lidet variation.

Live er det ikke helt så maskinelt som på plade, men det råder de bod på ved en helt utrolig tung og på alle måder vældig lyd, og den fik man fysisk at mærke denne aften i Amager Bio, og det var især lydens mægtighed, der gjorde denne koncert helt rigtig.

Bandet har en stor produktion bag sig, og vi fik lidt af det hele, selvom der også var noget man måtte lytte forgæves efter - ”Bleed” bl.a. Det betød nu ikke det store, for med den kvalitet numrene har, skal man bare være glad for de ikke spiller det samme om og om igen.

Publikum var efterhånden godt brugt på dette sene tidspunkt af aftenen, men det virkede som om, at mange var kommet for at høre netop dette nordsvenske orkester. Der var dog ikke tale om en helt så engageret flok, som man ellers møder til deres koncerter, men musikken er heller ikke for alle. Det er nu godt, at de sidstnævnte fik dem at høre alligevel, for det er ond musik som alle burde høre noget mere.