Død på bænken
Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.
Første metalkoncert i København siden marts.
Udenfor, med plads til 250.
Med to af husorkestrene fra Extremely Rotten Productions.
I bagende solskin.
Gratis.
Mange faktorer talte for, at dette ville være en af de koncerter, hvor det krævede tidligt fremmøde for at få en chance for at blive lukket ind, og ganske korrekt: Klokken 16, en time efter dørene var åbnet, var der allerede fuldt hus. Det loyale klientel af velkendte ansigter fra Extremely Rottens hyppige arrangementer, som udover det mere vanlige spillested på Mayhem også ofte afsøger andre dele af bybilledet til spredning af dødsmetallens gru og rædsel, mødte trofast op. Sidste arrangement i januar måned blev afholdt indendørs på Pumpehuset, så nu var vi blot rykket ud på bænkene udenfor i Byhaven på en hed sommerdag. Det føltes næsten, som om mange mere var kommet for festen, for den unikke chance for at samles med metalfolket i sig selv, end for dagens koncertudbud, og jovist, mange af os havde da sikkert også set både Deiquisitor og Undergang flere gange før, hvis ikke så sent som til førnævnte arrangement i starten af året.
Mens nogle udnyttede ventetiden til at vende verdenssituationen med venner, de ikke havde set, siden det-der-unævnelige ændrede det hele, havde andre lavet metal-quizzer på tværs af bordene, fordi noget skulle tiden jo gå med, hvis ikke man bare skulle drikke sig dum. Dagens Metal Maniacs-DJs sikrede soundtracket imens, og så kunne vi ellers tælle ned, til klokken blev 19, og Deiquisitor mindede os om, hvorfor vi vel egentlig var kommet.
”Vi er Deiquisitor, og vi spiller dødsmetal”
Sådan cirka så lidt overraskende som man overhovedet kan indlede en koncert, og der var absolut heller intet nyt på tapetet fra Ringsted-trioen i denne ombæring. Tempoet var brutalt og nådesløst, ikke mindst fra tøndebasker Henrik Christensen, som lå tydeligt i lydbilledet og blev rygsøjlen, der holdt sammen på det hele, når strengene indimellem druknede i en blanding af forcerede teknikaliteter og forrået mudder. Maskingeværs-trommerne i titelnummeret fra 'Downfall of the Apostates' var af samme årsag et af koncertens mere vellykkede øjeblikke, hvor slagene fik lov at shine i Rambo-venligt tempo, uden man egentlig savnede, hvad bassist Daniel Andersen og guitarist Thomas Friis Jørgensen gjorde, eller i dette tilfælde ikke gjorde, for lydbilledet.
Bevares, Deiquisitor har aldrig været til de fintfølende øregange, men hvor deres dræberinstinkt flere gange tidligere har ramt plet, var det ikke den oplevelse, vi stod tilbage med efter denne 40 minutters vanlige gennemgang af repertoiret med nedhug rundt i hele diskografien. Maskinen kørte adstadigt brutalt på rutinen, og det er jo sådan set også fint nok, men så var det bare heller ikke vildere – hvis ikke det var, fordi koncerter var så meget en mangelvare.
Må vi alle kunne høre med?
Vildere blev det til gengæld, da Undergang gik på, men dog i en lidt bredere forstand af ordet. De færreste betvivler efterhånden frontmand David ”Torturdød” Mikkelsens vigtige rolle for scenen, og skulle man være i tvivl, gav Deiquisitors bassist ham da også en hilsen med på vejen for hans kæmpe dedikation til dødsmetallen. Ikke blot i Undergang, men også i projekter som Phrenelith og Hyperdontia, samt som ejer af Extremely Rotten Productions og tovholder for alle de events, der løber af stablen med få måneders mellemrum. Vokalmæssigt med et growl så dybt, at vi bevæger os lige på vippen af normal, menneskelig hørelse, og hvor Undergang mere end sideprojekterne også afspejler tyngden musikalsk. For eksempel som det tog sig ud i første sang, der byggede doomet op med bendede riffs og bjørnebrøl, der vakte minder om Chris Barnes i sine yngre dage, og det er da også i det tunge leje, at Undergang kommer bedst til stålet.
At man så kan undre sig over, hvorfor Mikkelsen holder stemmen lige så lavt, når han taler til sit publikum mellem numrene, er en helt anden sag. Når man som her sidder seks mand ved bænken og kigger på hinanden som et levende spørgsmålstegn, hver gang han taler, virker det ikke til at tjene anden funktion end for ham selv personligt at holde stemmen intakt på rendegravsniveau, og det kræver da sikkert også sit. Det ændrer bare ikke på, at alle disse monologer mellem numrene fungerer som spildtid, når ingen forstår, hvad der bliver sagt, og kunne man så ikke bruge spilletiden bedre ved at tale i øjenhøjde med sit publikum, så man ikke sidder endnu engang og betvivler, om det er ens egen hørelse, den er gal med?
Nuvel, det er trods alt musikken, vi er her for, og her var alt også ved sit velkendte i Undergang-lejren. Lyden stod skarpere hele vejen rundt, og hvor meget man end kan hate på tidens begrænsende sid-ned-arrangementer, var der en charme over den nærmest passivt aggressive rokken og fægten rundt ved bænkene som en stille protest mod de koncerttilstande, vi for en stund må indfinde os med, om vi vil det eller ej.
Undergang er en institution i nyere dansk dødsmetal, og selvom alt for så vidt var ved det velkendte, er deres vekslen mellem doomet tyngde og smadret ekstremmetal stadig en effektiv dræbermaskine, der sjældent fejler, når lyden er med dem, som den plejer at være det, når Lasse Ballade som i aften er bag knapperne.
Når det kommer til stykket, var det dog mere samlingspunktet, den alt for længe ventede chance for at møde sit brødrene metalfolk, der var i hovedsædet denne fredag, og lad dette hermed også blive vores sidste ord som en tak til Torturdød og Extremely Rotten Productions for at tage initiativet i disse tider – så godt som det nu kan lade sig gøre under tidens vilkår – mens vi drømmer os frem til en tid med færre restriktioner.
Undergang: 3
Deiquisitor: 2