For trygt og for akustisk

Populær
For trygt og for akustisk

Ved at levere en kedeligt pleasende solooptræden, fik Chris Cornell helt sikkert manifesteret sig som en af rockhistoriens store vokalister - der dog desværre er blevet en udtørret musiker.

Dato
03-07-2012
Genre
Trackliste
1. Like a Stone (Audioslave)
2. Scar of the Sky
3. Ground Zero
4. Wide Awake (Audioslave)
5. Be Yourself (Audioslave)
6. Can’t Change Me
7. Wooden Jesus (Temple of the Dog)
8. Call Me a Dog (Temple of the Dog)
9. Hunger Strike (Temple of the Dog)
10. Sunshower
11. Fell on Black Days (Soundgarden)
12. Burden in My Hand (Soundgarden)
13. When I’m Down
14. Scream
15. Blow Up the Outside World (Soundgarden)
16. Seasons
17. Tangerine (Led Zeppelin)
18. Thank You (Led Zeppelin)
19. I Am the Highway (Audioslave)
20. Doesn’t Remind Me (Audioslave)
-----------------------------
21. To Love Somebody (Bee Gees)
22. The Keeper
23. Black Hole Sun (Soundgarden)
24. Imagine (John Lennon)
25. A Day in the Life (The Beatles)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Som et par solide musikalske stødpuder omringende Roskilde Festival, var der med 2 x udsolgte Seattle-koncerter lagt i ovnen til nogle gedigne skud tiltrængt klassisk rockdybde. Mens det standhaftigste grunge-band, Pearl Jam, besøger Forum tirsdag i næste uge, inviterede Det Kongelige Teater denne tirsdag indenfor til solokoncert med virtuos-vokalen, Chris Cornell.

Og nu hvor Roskilde ikke havde interesse i forsøgsvis at blæse den omkringliggende verden i stykker ved at placere gendannede Soundgarden øverst på årets festivalplakat, var Cornells solobesøg selvfølgelig kun dét mere essentiel for rockpublikummet. Også for nærværende skribent, der aldrig tidligere har oplevet Cornell live. Eller, det vil sige, på papiret var besøget i hvert fald essentielt. For i virkeligheden var det det slet ikke.

En tændt sal

Præcis på klokkeslættet 21.00 gik Cornell på scenen til en fantastisk begejstret velkomst fra den fyldte teatersal, der for aftenen hovedsageligt bestod af et publikum i 30'erne. De var mere end klar til Chris Cornell og hans række af akustiske guitarer, der skulle vise sig at have en blanding af sange fra hele mandens store bagkatalog parat, fra Temple of the Dog over Soundgarden til Audioslave samt en hel del af hans blandede solomateriale og en håndfuld covernumre.

Cornell er ikke nogen imponerende guitarist. Der var dog flere ting, der lykkedes denne aften: Han formåede at få en hel del vedkommende akustisk-gøgl ud af soloen i 'Fell on Black Days'; han styrede sine loops i 'Blow Up the Outside World' på grænsen til det perfekte; han lagde den rigtige emotionelle effekt på sidste års 'The Keeper'. Men hans leg med den akustiske forblev mest af alt anstrengende og blev desværre direkte kedelig i længden.

Unplugged-følelsen

Er der en nyere musikalsk rockbølge, der har legitimeret den akustiske guitar, så er det selvfølgelig grungemusikken med dens Unplugged-udgivelser. Derfor kunne man selvfølgelig også foranlediges til at tro, at den lå lige til højrebenet for Cornell. Men nej. Måske det i sidste ende i højere grad handler om, at Cornell simpelthen er for selvsikker og moden en rockstjerne til at kunne levere koncerten med den ømme indlevelse, en akustisk koncert kræver, mere end den drejer sig om hans formåen på en guitar?

Det hele løftede sig heldigvis på den ømme måde midtvejs i koncerten, da tre sange fra den helt tidlige 90'er-tid hos Temple of the Dog pressede sig ind i sætlisten og gav aftenen dets første rigtigt tilfredsstillende misantropiske indslag. Disse sange var desuden mere venlige over for den akustiske guitar, end størstedelen af de andre sange denne aften. En storklassiker som 'Black Hole Sun' var eksempelvis tydeligvis en sang, der udelukkende var med på dens navn og ikke dens åbenhed over for den akustiske guitar, hvorfor Cornell også lod den drukne i kikset fællessang og et aparte feel fra ham selv.

Inderlige covers

Der var ikke et øje tørt blandt publikum, da der afslutningsvis blev tunet ind på først John Lennons 'Imagine' og derefter The Beatles-darlingen, 'A Day in the Life'. Mellem alle de tårevædede publikumsøjne publikum fornemmede man dog tydeligt det irriterende nostalgiske tuttenutte-skær fra det, der havde udartet sig til en lejrbålstur på Det Kongelig Teaters. Det var en ærgerligt skuffende afslutning på en koncert med en rockpersonlighed af ellers så sejtrækkende pondus som det, Cornell besidder.

Til trods for stor respekt for disse rockhistoriske mesterværker, så var det nærmest så godt som umuligt at sidde stille, mens Cornell lod inderlighedens coversange stjæle sætlistepladser fra 'Outshined' og Mother Love Bones-sangen 'Man of Golden Words', der begge har figureret på størstedelen af turnéens andre datoer.

En udskiftet garderobe

Var intentionen, at Cornells nostalgiske og bredtfavnende varme skulle tilfredsstille trusserne af publikum og på imødekommende vis sætte rammerne for en såkaldt hyggelig sommerkoncert i polerede omgivelser, så lykkedes det strålende.

Men med det klaphattekompromis blev der så til gengæld banet vej for en forfærdelig skuffende flødebolleaften for den del af publikummet, der stadigvæk har garderobeskabet fyldt op med afvaskede flannelskjorter og som foretrækker deres tekster med et rørende twist af den 90'er-vemod, Cornell trods alt selv er en af ophavsmændene til.

Den fornemmede man stort set ikke denne aften.